Gå væk, tømmermænd!

Fest, sprut og dans på bordene har en ubehagelig bagside. Lev Nu har samlet fup og fakta om tømmermænd.

(© Colourbox)

Hey hallo, hvis du ligger på sofaen med ondt i håret, fordi du var til julefrokost i går, så læs her, hvorfor, og hvordan du måske kunne have forebygget, at du nu har de vederstyggeligste tømmermænd bankende rundt i kroppen.

Helt grundlæggende, så hænger mængden af tømmermænd sammen med mængden af alkohol, du har drukket. Og så er nogle mennesker særligt disponeret for at få hovedpine, når de drikker bestemte typer alkohol.

- For eksempel indeholder rødvin biogene aminer, der kan give allergiske reaktioner, fortæller sundhedskorrespondent i DR, Peter Qvortrup Geisling.

- Oveni kommer så giftstofferne i tobaksrøg, der giver de samme problemer, så har man også røget, er tømmermændene næsten altid ekstra slemme. Blodkarrene i hjernen står og trække sig sammen - og så har du ondt i kasketten.

Drik vand

Alkohol er stærkt vanddrivende, og væskemangel er også én af årsagerne til hovedpinen, derfor er det bedste råd til at undgå tømmermænd at skifte nogle af aftenens genstande ud med vand. Du skal i hvert fald huske at drikke vand ved siden af.

- Et gammelt diplomatråd går ud på at drikke en kvart liter piskefløde, inden du begynder at drikke alkohol. Fedtet i piskefløden gør nemlig, at alkoholen optages langsommere i kroppen. Du kan selvfølgelig også spise noget andet fedtholdigt, men lad endelig være med at drikke på tom mave, råder Peter Qvortrup Geisling.

Drik lyse drikke

Noget tyder på, at det ikke så meget er selve alkoholen, der er mest skyld i tømmermænd. Congener - der er et biprodukt ved gæring og lagring af alkohol - giver hovedpine, kvalme, træthed, hjertebanken, rysten, svedeture og dårlig mave, fortæller Peter Qvortrup Geisling:

- Og congener er farvede. Faktisk kan man sige, at jo mørkere det, du drikker, er, desto større er risikoen for tømmermænd. Så whisky, cognac, rom, rødvin og mørk juleøl giver generelt værre tømmermænd end hvidvin, gin og vodka. Så drik de lyse drikke.

Og det er faktisk videnskabeligt bevist, skriver videnskab.dk:

Kvinder får de værste tømmermænd

Du kan selvfølgelig ikke så godt lave dit køn om i anledningen af en julefrokost. Men hvis du er kvinde, så må du simpelthen bare indstille dig på, at risikoen for tømmermænd er større, end hvis du er en mand.

En undersøgelse af 76.000 danskeres drukvaner viser, at kvinder oftere har tømmermænd efter at have drukket over fem genstande på en aften.

I alt oplever 12,6 procent af alle kvinder i undersøgelsen "næsten altid" eller "altid" at have tømmermænd efter en festlig aften i selskab med mere end fem genstande. Det gælder kun 6,1 procent af mændene, skriver videnskab.dk:

Derfor kan du intet huske

Måske svigter hukommelsen også lidt, her dagen derpå. De fleste har prøvet at vågne efter en våd aften i byen med huller i hukommelsen: Hvordan var det nu lige, jeg kom hjem? Man har mødt og snakket med mennesker, man ikke kan huske at have talt med. Hvorfor sker det?

- Den meste simple forklaring er, at alkohol går ind hæmmer hippocampus i hjernen, som er det sted, hvor vores hukommelse lagrer information, siger hjerneforsker David Woldbye, som er lektor i neuropsykiatri ved Københavns Universitet til videnskab.dk.

Der findes to former for huller i hukommelsen. Den første er et delvist hukommelsestab, hvor vi har små huller i hukommelsen, men overordnet set godt kan huske aftenens strabadser.

Den anden type er total blackout.

- Blackout er en meget lumsk tilstand, fordi man under et blackout kan virke tilsyneladende normal og lysvågen. Ofte vil man i den tilstand komme til at gøre dumme ting, som at komme i slagsmål eller have ubeskyttet sex, siger Woldbye:

Når tømmermændene har indfundet sig

Hvis skaden er sket - og du har tømmermænd - så husk at drikke rigeligt med vand. Spis noget mad med salt i - gerne noget der ikke er alt for fedt. Find et par hovedpinepiller, og tag den så ellers med ro - eller gå en lang tur og få frisk luft.

Det kan også være en god ide at snuppe en reparationsbajer - hvis du kan skylle den ned.

- Den fjerner nogle af abstinenserne ved at hæmme dannelsen af giftstoffer. Men kun en enkelt, slutter Peter Qvortrup Geisling.

Facebook
Twitter