En hel del småbørnsforældre er dødtrætte, fordi de bliver vækket mange gange i løbet af natten.
Men der er faktisk en del ting, som man som forældre kan gøre for at få lidt mere søvn.
- Det mest oplagte er selvfølgelig at gøre sit bedste for, at barnet får så god en søvn som mulig, siger familierådgiver Camilla Justesen.
Indret dit liv efter dit barn
Når børn bliver ni måneder, så sover tre ud af fire af dem igennem. Det vil sige, at de sover mere end fem timer i træk.
- Men der er nogle få børn helt op til to år, der stadig ikke sover igennem. Og så må man som voksen indrette sit liv efter det, siger Camilla Justesen.
Hun understreger, at det er meget individuelt, hvad der virker for forskellige typer af forældre, men her er hendes generelle råd:
- •
Undgå en alt for presset hverdag. For det kan føre til stress, som fører til endnu dårligere søvn.
- •
Gå tidligt i seng. Mange småbørn sover bedst mellem klokken 20 og 24, så få selv sovet der.
- •
Aftal før natten om det er mor eller far, der står op med barnet. For nogen kan det betyde, at de sover bedre, de nætter hvor de ikke har barnet. Eller at de bedre kan klare en hård nat, hvis de ved, at de har ”fri” næste nat.
- •
Undgå at have børn i voksensengen, hvis det betyder, at du selv sover dårligt. Sover du som en sten med børn i sengen, så er det ikke noget problem.
- •
Overvej at sove i forskellige værelser, så en kan sove igennem, mens den anden har barnet om natten.
Få hjælp af fagfolk og familie
Sundhedsplejerske Else Guldager er fast børneekspert på Lev Nu, og hun er enig i, at det gælder om at have realistiske forventninger, til hvor meget nattesøvn man får som forælder.
- Hvis I indstiller jer på, at jeres spædbarn i de første måneder vækker jer flere gange hver nat, så kan I kun blive glædeligt overraskede, siger Else Guldager, der driver Sundhedsplejersken.dk
Derudover har hun disse gode råd til familierne med spædbørn:
- •
Sov om dagen, hvis du kan, når dit barn sover. Middagssøvn er guld værd, hvis man sover dårligt om natten.
- •
Få hjælp fra familie og venner, der kan have barnet nogle timer, mens du får søvn.
- •
Har I store problemer med søvn og gråd, så få fagfolk til at se på, om alt er ok med jeres barn.
- •
Søvnproblemer hos jeres barn og psykiske reaktioner hos jer kan hænge sammen. I kan overveje om én af jer har psykiske eftervirkninger som for eksempel fødselsdepression.
Hvis du vil vide mere om, hvad søvn betyder for vores liv og helbred, så se DR2's temalørdag om søvn 'Vågen i en uge’ på dr.dk/tv.