Hold en billig hjemmelavet spa-dag

Kiwi-frugter, kokos-olie, ananas og sukker kan sagtens udgøre ingredienserne i en spa-dag.

En hjemmespa-dag med veninderne kan sagtens være en god billig fornøjelse på en regnvejrsdag i ferien. Men forbered dig på en del rengøring efterfølgende, råder disse fire prøvekaniner.

Spa-behandling behøver ikke være lig med et dyrt besøg i en wellness-klinik. Du kan sagtens lave din egen hjemme-spa sammen med din veninde, din datter eller din mor fx på en regnvejrsdag i sommerferien.

En ny bog, ”Hej smukke. Naturlige skønhedsprodukter du selv kan lave” af Inez Gavilanes giver en stribe opskrifter på ansigtsmasker, hårkure, bodyscrubs, fodmasker og neglebade, som du selv kan lave af ingredienser, du kan købe i supermarkeder og helsekostforretninger.

Det var sjovt - og lidt besværligt

Lev Nu fik 22-årige Ida Hinchely Kyhn og hendes tre veninder til at prøve bogen af på en sommerhustur:

- Jeg synes helt klart, man kan bruge bogen til at få nogle tips og ideer til at lave masker og bodyscrubs, der er lidt billigere. Og så synes jeg, det er en sjov og anderledes ting at lave med sine veninder.

Nogle af ingredienserne viste sig dog at være lidt svære at få fat i. Rødkløver, som pigerne ikke helt var sikre på, hvad var. Og hyldebær, som man heller ikke lige har adgang til nødvendigvis.

- Vi valgte nogle opskrifter med de ingredienser, vi let kunne få fat i ude i det sommerhusområde, hvor vi var, og vi valgte ud fra, at der skulle være noget til ansigtet, noget til hænderne og noget til fødderne. Og så noget at drikke undervejs.

Forbered dig på lidt rengøring bagefter

Ida Hinchely Kyhn og hendes veninder er enige om, at produkterne sådan set var nemme at lave, men der blevet noget rodet og beskidt i køkkenet og på badeværelset.

- Det blev lidt noget mess i køkkenet, og det tog faktisk en del tid at gøre rent igen bagefter. Det var heller ikke det hele, der duftede lige godt. Fx skulle vi lave fodmaske med æblecidereddike, som fik køkkenet til at lugte helt vildt.

- Men det var sjovt at lave det. Og der er nogle af produkterne, jeg kan tage til mig. Fx er der nogle scrubs jeg godt kunne tænke mig at lave igen.

De fire veninder kastede sig over neglebad, ansigtsmaske med kiwi og peelende fodmaske med ananas:

Neglebad:

  • 1 dl stærk kamillete og saften af 1 citron.

  • Kog 2 dl vand og hæld det over 1 spsk tørrede kamilleblomster eller to breve kamillete. Lad det trække i syv minutter. Blandt det med saften fra 1 citron, hæld det i en skål og lad det køle lidt af. Dyp fingerspidserne i væsken i 10-15 minutter.

Kamilleblomster koges i en gryde.

- Vi kunne nu ikke se den helt store effekt af dette blegende neglebad, men jeg tror også mest, det er beregnet på nogen, der har gule negle efter at have haft neglelak på, siger Ida Hinchely Kyhn.

- Man skal nok bruge det ad flere omgange. Det var den, vi fik mindst ud af.

Kiwi-maske:

  • 1 stor moden kiwi, 1 dl rørsukker, saften af en halv citron.

  • Skræl kiwien og skær den i små tern. Blandt sukker og citronsaft i og mos det hele godt sammen.

  • Masser masken ind i huden i blide, cirklende bevægelser og lad den sidde i 15 minutter. Skyl af med lunkent vand.

Forberedelse til kiwi-maske

- Den var meget god, huden blev meget frisk af den. Men der var sukker i, der skulle fungere som scrub. Og det fungerede faktisk også fint, når man scrubbede, men når man lod den sidde, blev det lidt klistret, siger Ida Hinchely Kyhn.

- Og jeg havde lidt fornemmelsen af, at det måske ikke var så godt for huden. Til gengæld var det faktisk meget lækkert og en frisk fornemmelse, når man fik den vasket af.

Fodmaske med ananas:

  • To skiver frisk ananas, en halv dl kokos-olie, en kvart dl æblecider-eddike og 2 dl fint salt.

  • Kom ananas, kokos-olie og æblecidereddike i en blender og blend, til du har en lind grød. Hæld 2 dl salt i en kål og tilsæt 1 dl af ananas-blandingen.

  • Fordel massen i to fryseposer og stik en fod i hver pose. Alternativt kan du bare putte masken i en balje og stikke fødderne i, men med poserne undgår du den skarpe lugt fra eddiken.

  • Masser nu fødderne grundigt og sørg for at fordele fodmasken, så hele foden bliver pakket ind. Hvis du har områder med særlig meget hård hud, så vær ekstra omhyggelig med massagen her.

  • Lad masken virke i 15 minutter og skyl den af med lunkent vand.

Fodmaske med ananas

- Den var sindssygt god, klart min favorit, siger Ida Hincheli Kyhn.

- Der var kokos-olie i, og jeg tror, at det var det, der virkede så godt. Vi havde den på i et kvarter, og vores fødder var helt babybløde bagefter. Det var rigtig godt.

Ingefær-sodavand:

  • 200 gram frisk ingefær, 1 dl sukker, 1 lime, 5 spsk honning.

  • Skær ingefæren i tynde skiver og kom den i en gryde med vand og sukker. Bring det hele i kog og lad det simre i cirka 20 minutter, til væsken er reduceret til det halve.

  • Si ingefæren fra og smag til med limesaft og honning. Bland ingefærkoncentratet med 1,5 liter danskvand, eller bland med postevand og kom brus i med en sodastreamer.

Ingefær-sodavand

- Ingefær-sodavanden var faktisk den nemmeste opskrift, vi havde gang i. Og den blev rigtig god, meget limonade-agtig, fortæller Ida Hinchely Kyhn.

Facebook
Twitter