Hvad skal man bruge i stedet for skyllemiddel?

Er du vild med blødt vasketøj, så kan det klares uden skyllemidler - eksempelvis ved brug af en halv dl eddike.

(© Colourbox)

Både skyllemiddel og eddike har den evne, at det gør vasketøjet blødt.

Men skyllemiddel er den rene kemi, og hvis den oveni dufter indbydende, ja så kan du være sikker på, at så er den også fuld af parfume.

Og bl.a. derfor har dagligvarekæden Irma besluttet at tage skyllemidlerne af hylderne.

- Vi er af den holdning, at hvorfor bruge skyllemiddel, når det egentlig slet ikke er nødvendigt, kommenterer vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen.

- Vi synes overordnet, det er en god idé at informere forbrugerne. Men synes måske, at der er andre områder end lige skyllemidler, der er mere nødvendige at kigge på. Eksempelvis hårfarve som er fuld af farve og kemi, og som stadig flere udvikler allergi overfor, supplerer Anne Holm Hansen, og føjer til, at det helt afgørende er, at forbrugerne føler sig informerede, så de på oplyst grundlag kan foretage et reelt valg, når de står ude i forretningen.

Med eller uden midler

Anne Holm Hansen anbefaler, at hvis man gerne vil have sit tøj blødt, men ikke ønsker parfumen, så skal man vælge produkter med mærket Blå Krans.

Hun supplerer, at det ikke er videnskabeligt dokumenteret, at mennesker med følsom og sart hud skulle have gavn af at bruge skyllemidler, så tøjet bliver blødt og derned ikke irriterer huden.

- Vil man gerne have sit tøj blødt uden brug af skyllemiddel, så kan man ryste sit tøj eller tørre det i en tørretumbler i stedet, forklarer Anne Holm Hansen.

Findes andre muligheder

Men findes der andre måder til at få tøjet blødt på uden brug af kemikalier?

Ja, det gør det. Det forklarer den professionelle husmor, Ann-Alicia Ilskov.

Hun udgav sammen med kollegaen Julie Skals for et par år siden bestselleren Hold da helt hus! Og driver i dag sitet husmoderen.dk., hvor hun giver tips til rengøring og hushold i det hele taget.

- Lige præcis skyllemiddel har altid været en af mine kæpheste, for det første har det overhovedet ingen rengørende effekt, og alt for mange danskere har et helt misforstået forhold til skyllemidler. De fleste bruger alt for meget af det, og når jeg oplever det, så plejer jeg at sige, at så sæt da i det mindste forbruget ned!

Ødelægger sugeevne

Ann-Alicia Ilskov hilser derfor også Irmas initiativ med at tage skyllemidlerne af hylderne meget velkomment:

- Oprindeligt er skyllemiddel udviklet til at gøre syntetiske stoffer bløde, men eftersom at kun en brøkdel af det tøj, vi går med i dag, er syntetisk, så er der jo slet ikke brug for det. Til gengæld ødelægger midlerne sugeevnen i karklude, viskestykker og fx. løbetøj, der jo netop er udviklet til at skulle kunne suge. Til gengæld går rigtig mange danskere dagligt og gnubber sig i tøj, der er fuld af parfume.

Det lugter ikke

Ann-Alicia Ilskov anbefaler, at man bruger eddike i stedet:

- Brug en halv dl. til en hel vask. Man behøver ikke være nervøs for, at tøjet kommer til at lugte af eddike, for der er så meget vand i en almindelig vask, at lugten skylles ud.

- Jeg har også hørt, at man fx. i USA bruger natron, som jo også har den evne at gøre hvidt tøj mere hvidt, men jeg har aldrig selv prøvet det. Jeg bruger hverken skyllemiddel eller eddike, jeg mener ikke, det er nødvendigt, forklarer hun.

Facebook
Twitter