Hvem har gavn af vitaminpiller og kosttilskud?

For langt de flestes vedkommende er det penge ud af vinduet at købe vitaminpiller, kun ganske få har brug for tilskud.

Der er faktisk ikke ret mange, der har behov for kosttilskud af vitaminer og mineraler.

Langt de fleste danskere får dækket deres vitaminbehov ved at spise varieret og sørge for at spise frugt, grønt og magre mejeriprodukter hver dag. Så for dem er det spild af penge at købe og spise en daglig vitaminpille.

Nogle undersøgelser har rejst mistanke om, at multivitaminpiller ligefrem kunne have skadelige effekter, men det er der på nuværende tidspunkt ikke overbevisende dokumentation for, det kan på den anden side heller ikke afvises.

Myndighedernes generelle anbefalinger om kosttilskud:

  • Småtspisende ældre anbefales at tage et multivitamin- mineralpræparat.

  • Personer med mørk hud anbefales et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin.

  • Personer, som får meget lidt soleksponering af huden på grund af meget lidt ophold udendørs eller tildækket påklædning, anbefales et D-vitamintilskud på 10 mikrogram.

  • Børn med mørk hud og/eller børn, der går tildækket, anbefales tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram.

  • Ældre over 70 år, plejehjemsbeboere eller personer med øget risiko for osteoporose anbefales tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med et dagligt calciumtilskud på 800-1000 milligram.

  • Spædbørn anbefales et dagligt tilskud af 10 mikrogram D-vitamin fra 2 uger til 2 år, og 8 milligram jern fra de er 6 måneder til 1 år efter aftale med læge eller sundhedsplejerske.

  • Børn til og med 9 år med allergi over for mælk anbefales et dagligt kalktilskud på 500 mikrogram. Fra 10 år anbefales at tage et dagligt kalktilskud på 750 mikrogram. Det kan ydermere være hensigtsmæssigt at børn med mælkeallergi spiser en multivitaminpille, hvis kosten er ensidig.

Anbefalinger til gravide, ammende eller dig, der gerne vil være gravid

Hvis du ønsker at blive gravid, er gravid eller ammer, skal du være ekstra påpasselig, inden du begynder at bruge et kosttilskud, skriver Fødevarestyrelsen på altomkost.dk.

Det frarådes på det kraftigste at tage kosttilskud udover de, der anbefales af myndighederne, medmindre det sker efter aftale med egen læge, jordemoder eller sundhedsplejerske. Myndighedernes anbefaler ekstra tilskud af folsyre, D-vitamin og jern.

  • Kvinder, der vil være gravide, samt gravide i de første 12 uger af graviditeten bør tage tilskud af 400 mikrogram folsyre dagligt.

  • Gravide bør dagligt tage tilskud af 10 mikrogram D-vitamin gennem hele graviditeten og 40-50 milligram jern fra 10. graviditetsuge.

  • Gravide bør dagligt tage tilskud af 500 milligram calcium gennem hele graviditeten, hvis der ikke drikkes mælk eller spises mælkeprodukter.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Facebook
Twitter