Hver fjerde pige i 9. klasse har risiko for en spiseforstyrrelse

Rigtigt mange unge piger har usunde madritualer eller er meget ofte på slankekur, viser en undersøgelse fra Børnerådets børn- og ungepanel.

Mange unge piger sætter sig selv på strenge diæter eller går ofte på slankekur. (Foto: Laurence Mouton © Arkiv/ Colourbox)

Det handler om utallige slankekure og forbudte fødevarer. Og om, at man nogle gange kaster op efter, at man har spist 'dårlig mad'. Mange af pigerne i 9. klasse har det svært med mad. Det viser en ny undersøgelse fra Børnerådet om unges spise- og træningsvaner.

Den konkluderer, at 23 procent af de unge piger og ni procent af drengene er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det er man, hvis man har flere end tre symptomer på risikoadfærd, som det hedder i rapporten.

For eksempel er 18 procent af pigerne ofte eller meget ofte på slankekur, og 18 procent føler, at det er nødvendigt at følge en streng diæt eller overholde andre mad-ritualer for at kontrollere, hvad de spiser.

Og 11 procent af pigerne og syv procent af drengene har kastet op for at komme af med det, de har spist.

Forældre må på banen

Undersøgelsen bekymrer Børnerådets formand Per Larsen.

- Den viser tydeligt, at vi er nødt til at sætte ind langt tidligere i forhold til kost og kropsopfattelse, hvis vi vil undgå, at de unge udvikler en egentlig spiseforstyrrelse. Og den viser også, at man må se på hele den unges liv og ikke bare kosten isoleret, da mange faktorer spiller ind.

Han opfordrer især forældrene til at komme på banen.

- Forældrene spiller en væsentlig rolle i forhold til at hjælpe deres børn med at få et fornuftigt forhold til kost og krop. De må finde en balance, hvor de sikrer sund og nærende mad, men ikke er hysteriske med, hvad de selv putter i munden, lyder det fra Per Larsen.

Facebook
Twitter