Stadig flere par verden over har svært ved at blive gravide, og mange forskere forsøger derfor at finde forklaringen på hvorfor.
Og nu har danske forskere formentlig fundet en vigtig brik i det store puslespil, skriver det videnskabelige tidsskrift Endocrinology.
Forskere fra Københavns Universitet og Rigshospitalet har ved hjælp af laboratorieforsøg vist, at kemiske solfiltre kan forstyrre sædcellernes vej gennem de kvindelige kønsveje.
Forskerne har undersøgt 29 kemiske solfiltre, som er tilladt i EU og USA, og som bruges i mange forskellige produkter som solcreme, parfume, lotion, shampoo, balsam, sæbe og meget mere.
- Tidligere undersøgelser har vist, at nogle solfiltre trænger ind i vores blod, efter at de er smurt på huden. Og nu kan vi vise, at nogle af solfiltrene påvirker funktionen af sædceller og derfor potentielt også vores evne til at få børn, siger Anders Rehfeld, der er ph.d. studerende og står bag forskningen.
Sædceller kan ikke skelne hormoner og kemi
Forklaringen er, at når sædceller skal finde vej gennem de kvindelige kønsveje, så bliver de tiltrukket af det kvindelige kønshormon progesteron, der frigives fra ægget.
Men 13 af de 29 kemiske solfiltre i undersøgelsen påvirker sædcellerne ved at efterligne effekten af progesteron.
- Det er nogle meget vigtige sædcellefunktioner, som er styret af progesteron. Så når sædcellerne får lignende signaler fra kemiske solfiltre på forkerte steder og forkerte tidspunkter, så er det muligt, at de ikke finder og trænger ind i ægget, forklarer Anders Rehfeld.
Umuligt at undgå kemiske solfiltre
Ifølge Forbrugerrådets app Kemiluppen findes de 13 kemiske solfiltre i hundredvis af produkter på det danske marked, så det er stort set ikke til at undgå dem.
- Hvis man er meget bekymret, så kan man godt finde solcreme med fysiske solfiltre i stedet for kemiske solfiltre. Det bruger jeg selv på mine egne børn, siger Anders Rehfeld.
- Men det er så godt som umuligt at undgå de kemiske solfiltre fuldstændigt, da de findes i mange andre produkter end solcreme, så vi bliver stort set alle eksponeret for dem.