Lider du af søvnbesvær?

En ny behandlingsform kan måske være løsningen på dit søvnproblem.

Hvis du har svært ved at sove mindst tre nætter om ugen, kan du måske få hjælp i et forsøg. (© ColourBox)

Flere udenlandske undersøgelser viser, at behandlingsforløb via internettet kan hjælpe folk med søvnproblemer til at få en bedre søvn.

Sundhedsmagasinet på DR1 har i samarbejde med søvnforsker og professor i sundhedspsykologi, Bobby Zachariae, fået lov at lade en lille gruppe danskere prøve et 6-ugers internetbaseret behandlingsforløb for at se effekten.

- Under forløbet skal deltagerne arbejde med programmet dagligt. De skal gennem seks moduler, hvor de blandt andet arbejder med at justere deres sengetider, undersøge og ændre adfærd, som har betydning for søvn, og ændre uhensigtsmæssige tanker om deres søvn, fortæller Bobby Zachariae.

Mindst tre dage med søvnproblemer

For at komme i betragtning skal du have haft problemer med at sove i mindst tre dage om ugen de seneste tre måneder. Disse problemer kan være, at du har vanskeligt ved at falde i søvn, vågner ufrivilligt op om natten og eller vågner for tidligt og har svært ved at falde i søvn igen.

Du skal desuden være påvirket af dine søvnproblemer i hverdagen i form af betydelig træthed, mangel på energi og vanskeligheder med at varetage dine daglige opgaver.

Du må ikke være i behandling med sovemedicin eller være i gang med anden søvnbehandling. Og så skal du være villig til at fortælle om dine søvnproblemer på tv, da din deltagelse vil blive en del af et program til Sundhedsmagasinet på DR1.

Skriv en mail med det samme til amow@dr.dk, hvis du lever op til kriterierne og gerne vil prøve behandlingsforløbet. Så afgør forskeren ved hjælp af et spørgeskema, om du er egnet til at deltage i forløbet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter