Louise fra 7-9-13 har det svært med sin diagnose

I den sidste udgave af 7-9-13 fortæller violinisten Louise om sit liv med mange smerter. Sådan går det hende i dag.

Louise har fået konstateret fibromyalgi, og det betyder, at hun i perioder kan have ondt i hele kroppen. (© dr)

Hos familien Miles Bebber i DR1-serien 7-9-13 har livet ændret sig en del efter de sidste optagelser.

I dag er hverdagen nemlig præget en hel del af Louises sygdom. Hun har fået diagnosen fibromyalgi.

- Jeg har haft ondt i kroppen de senere år, men jeg har været rigtig god til at bide smerterne i mig og ikke vise andre, hvor ondt jeg har haft, forklarer Louise, der er professionel musiker og violinist i Det Kgl. Kapel.

Louise og hendes mand, Ronni, har til sammen fem børn, hvoraf den sidste, Ibi på to år, er deres eneste fælles barn. De to mødte hinanden, da begge spillede i Det Kgl. Kapel, men i dag spiller Ronni blandt andet i Livgarden.

- Jeg synes, det er svært at acceptere, at jeg har fået en diagnose. Jeg bliver ved med at tro, at lige om hjørnet holder det op - eller jeg finder en eller behandling eller kur, forklarer Louise videre.

Smerter i hele kroppen

Når man har fibromyalgi, så har man diffust ondt– og hele kroppen kan rammes.

- I begyndelsen troede jeg, at det var min ryg, den var gal med. Men så ændrede det sig pludseligt, og så fik jeg ondt i albuen osv. På den led kan smerterne flytte sig rundt i hele kroppen.

- Jeg er sådan én, der altid har været vant til at fare rundt og har været den, der havde børnenes venner med hjem fra skole, men den slags kan jeg ikke klare mere. En dag fik jeg så ondt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Det er svært at acceptere, for jeg føler, at jeg lyder som en gammel pensionist med ondt alle steder – men jeg kunne ikke bide det i mig længere.

Derfor er Louise i dag deltidssygemeldt og arbejder på nedsat tid.

- Jeg kan opleve, at har vi haft lange prøver over flere dage, eller holder vi fødselsdag herhjemme eller anden stor sammenkomst, så ved jeg, at jeg får rigtig ondt i de efterfølgende dage, hvor jeg ingenting kan, forklarer hun om sygdommen.

I morgen er det forsvundet

Men Louise giver ikke op. Hun har oprettet en blog, levlidtmere.dk, hvor hun skriver om sit liv. Hun er et meget nysgerrigt menneske:

- Jeg prøver forskellige kure, og jeg træner i perioder meget – blandt andet pilates og reformer. Min fysioterapeut sagde til mig forleden, at jeg måtte forsøge at anerkende, at jeg har den her diagnose i stedet for hele tiden at gå og vente på, at i morgen, der vågner jeg op, og så er det hele forsvundet.

- Så jeg bliver nødt til at acceptere, at sådan er det nu – men jeg vil ikke give op, jeg bliver ved med at være nysgerrig. Jeg har dage, hvor jeg må blive under dynen, men det er vigtigt for mig at komme ud og være aktiv, det får jeg det bedre af. Men jeg håber da på, at man en dag finder en form for helbredelse.

En god oplevelse

Ronni og Louise og deres fem børn har hele Danmark kunne følge, siden de første programmer, der netop handlede om den dag, de to blev gift – den 7.9.2013.

- Det har været både sjovt og udfordrende at være med i de her programmer. Vi talte dengang meget med børnene om, hvad det ville betyde at lukke fremmede mennesker ind i vores liv – i dag har børnene og vi vænnet os til det, og vi synes alle sammen, det har været en god oplevelse at være med i programmerne, forklarer Louise Miles Bebber.

Facebook
Twitter