Mænd bliver sundere, når de får børn

Det store ansvar, der følger med at være far, får mændene til at tage hånd om deres sundhed.

Når du får et barn, så er et andet menneske helt afhængig af dig. Og det kan få mænd til at tage vare på deres egen sundhed. (Foto: © David Trood, Getty Images)

Der er en sammenhæng mellem mænds engagement i familielivet og så deres sundhed. De bliver ganske enkelt sundere, hvis de har en familie at kere sig om.

Helt generelt så er mænd meget lidt optagede af sundhed, og de er meget lidt tilbøjelige til fx at gå til lægen. Det er en af grundene til, at de har en langt højere dødelighed inden for stort set alle livsstilssygdomme end kvinder.

Men hvis man kan få mænd til at engagere sig i familieliv og børn, så får de en bedre sundhed, siger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed:

- Mange mænd har haft den tendens, at hvis de får en sygdom, så mener de, at det er deres egen sag, noget som de må klare selv. Så trækker de sig væk fra andre mennesker og glemmer, at de betyder noget for andre.

- Men når mænd får børn, så bliver de mindet om, at de skal være der, at de har et ansvar, og at der er nogen, der har brug for dem.

Rygestop går forud for børneprojekt

27-årige Martin fra Sakskøbing får i aftenens udgave af ”Lægen flytter ind” besøg af læge Charlotte Bøving, som vil hjælpe ham med at rette op på livsstilen.

Det er Martins kæreste, Ninna, der har ringet efter lægen, og det er ikke helt usædvanligt:

- Når vi kigger på 25 års-alderen, så har mænd tre gange så stor dødelighed som kvinder. Og der er tre gange så mange mænd, der ikke engang ved, hvordan man får fat på sin egen læge, forklarer Svend Aage Madsen.

Ninna er mest fokuseret på at få Martin til at holde op med at ryge, inden der kommer børn til. Martin ryger 25-30 cigaretter om dagen.

Får øje på lægen

Ud over at mænd bliver mere fokuserede på at tage ansvar for deres eget liv, når de får børn, bliver de helt grundlæggende også mere opmærksomme på sundhedsvæsnet.

En WHO-undersøgelse viser, at jo mere mænd engagerer sig i børnene, jo højere er deres interesse for sundhed, understreger Svend Aage Madsen:

- Det hænger blandt andet sammen med, at de bliver involveret i børneundersøgelser, har syge børn og i det hele taget kommer mere hos lægen.

- Undersøgelsen viser også, at jo mere mændene engagerer sig derhjemme, jo oftere melder de sig syge fra arbejdet, og det kan jo tyde på, at de bliver mere opmærksomme på sygdom og sundhed.