Mænd tager på, når de bor alene - kvinder når de er stressede

Vi er helt generelt bare blevet tykkere som befolkning de seneste tyve år, viser ny undersøgelse.

I 1994 var 7 procent af kvinderne og 8 procent af mændene svært overvægtige. I 2013 var det 14 procent for begge køn. (Foto: Peter Dazeley © Getty Images)

Vi er blevet tykkere de sidste tyve år, viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, og faktisk er andelen af svært overvægtige i Danmark oppe på 14 procent i øjeblikket.

- Derfor har Statens Institut for Folkesundhed undersøgt, om der er særlige grupper af befolkningen, der især er udsat i den sammenhæng, og som man med fordel kunne sætte ind overfor, forklarer professor Knud Juel, der er en af forskerne bag rapporten.

Den viser, at det for både mænd og kvinder gælder, at vægtøgningen er størst i alderen 25-44 år. Og for begge køn gælder det, at rygere tager mindre på end ikke-rygere.

Derudover er der forskel på, hvornår mænd tager på, og hvornår kvinder gør det.

Mænd tager på af at være alene

Specifikt for mænd gælder det ifølge undersøgelsen, at de, der bor alene, tager mere på end de, der bor sammen med en partner.

Desuden er det også ifølge undersøgelsen tydeligt, at mænd der selv vurderer, at de har et dårligt helbred, tager mere på, end mænd der vurderer deres helbred som godt.

Og ikke overraskende, så tager mænd, der har stillesiddende fritidsaktiviteter mere på end mænd, der har aktive fritidsinteresser. Mere overraskende er det måske, at forskellen ikke er så tydelig på kvinder, der har stillesiddende og aktive fritidsinteresser.

Træthed og stress sætter sig på sidebenene

For kvinder viser det sig, at de der er plaget af træthed og de, der føler sig stressede tager mere på.

Det kommer ikke bag på ernæringsekspert Marie Steenberger, der også besvarer spørgsmål om kost og sundhed i dr.dk/levnu's brevkasse:

- At både kvinder og mænd tager på bunder i samme problem nemlig, at man griber til den lette take away løsning, fordi man enten er alene og ikke gider at lave mad eller er træt og stresset og ikke gider at lave mad, når man kommer hjem fra arbejde.

- Stress, ensomhed og træthed er også de mest almindelige følelser, der får folk til at spise mere, end hvad godt er. Risikoen for overpisning er derfor til stede, også selvom take away maden skulle vise sig at være sund. Og det tager man på af.

En hjælp til det forebyggende arbejde

Ifølge rapporten, så viser resultaterne, at det generelt ikke er lykkedes at forebygge vægtøgningen i den danske befolkning i perioden 1994-2013.

Men med den nye viden vil det være muligt at målrette indsatsen mod de befolkningsgrupper, der har det største problem.