Misbrugsekspert: Pas på lattergassen på Roskilde

I værste fald kan du dø af at tage lattergas som rusmiddel, advarer Henrik Rindom.

Den helt store risiko-faktor er, om man får for lidt ilt ind i lungerne. Får man for lidt, besvimer man, og kan i værste fald dø af det. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Igen i år florerer lattergas som rusmiddel på Roskilde Festival. Politiet har anholdt to 19-årige, som var i besiddelse af 600 ampuller med lattergas, og som de mistænkes for at ville sælge videre.

Det er ikke ulovligt at være i besiddelse af lattergas, men det er ulovligt at sælge det videre, skriver Ritzau.

Det kan være dødeligt

Men selv om det ikke er ulovligt at være i besiddelse af, endsige tage, lattergas, så skal man altså være varsom med gassen:

- Man kan faktisk dø af det, advarer misbrugsekspert Henrik Rindom.

- Hvis man får for meget lattergas, så risikerer man, at lungerne bliver så fyldt med gas, at man ikke kan trække ilt ned i lungerne, og så besvimer man. Og i sidste ende kan man dø af det.

Medicinsk lattergas indeholder ilt

Lattergas kan ifølge misbrugseksperten købes i en hvilken som helst isenkram-forretning i forbindelse med flødeskumssprøjteflasker. Men de er altså ikke beregnet til at indtage direkte i lungerne:

- Når vi bruger lattergas medicinsk, så består den af 50 procent lattergas og 50 procent ilt. Men de gaspatroner, man køber til flødeskumssprøjterne indeholder 100 procent lattergas. Og så er det altså, at der er fare for, at man ikke får ilt nok med ned i lungerne, forklarer Henrik Rindom.

Han kunne godt ønske sig, at der var advarsler på gaspatronerne mod at bruge dem som rusmiddel, og om at det kan være dødeligt.

Lidt som morfin

Det er ikke første gang, at man har hørt om festivalgæster, der gør brug af lattergas som rusmiddel. Henrik Rindom har kendt til brugen af det i over otte år.

- Lattergassen kan for nogle have en svagt morfin-lignende virkning, det kan have en seksuelt stimulerende virkning, være svagt smertestillende og generelt gøre én i godt humør.