Mor til fem: Jeg har prøvet alle slags fødsler!

Maud Rosendahl er mor til fem børn i alderen halvandet til 20 år, og hun har prøvet det hele - fra hjemmefødsel i vand til akut kejsersnit.

  • Maud Rosendahl her med dreng nummer fem - Hannibal - der kom til verden ved planlagt kejsersnit. (© privat)
  • To stolte storebrødre med en helt ny lillebror, Hannibal. (© privat)
1 / 2

Gravide gør sig mange tanker om, hvilken slags fødsel de gerne vil have. Og har man haft en god eller dårlig oplevelse med fødslen, så har det tit stor betydning for, hvordan man gerne vil føde næste gang.

De færreste kvinder har dog personligt prøvet både hjemmefødsel, vaginal hospitalsfødsel, akut kejsersnit og planlagt kejsersnit – men det har Maud Rosendahl.

Og efter fem fødsler, hvor hun har været ude i alle ringhjørner, så er der ikke tvivl i hendes sind om hvilken fødsel, hun vil pege på som den mest fuldendte oplevelse for hende personligt:

- Hjemmefødsel, i vand og med kendt jordemoder og sin familie omkring sig – det er dejligt og trygt, det føles mest rigtigt for mig, siger hun.

Første fødsel var helt almindelig

For godt 20 år siden fødte Maud Rosendahl sin første lille søn, Mikkel, på Odense Universitetshospital ved en, som hun selv betegner den – ganske almindelig standard hospitalsfødsel.

- Jeg var ret ung, så tanken om, at jeg skulle føde hjemme havde slet ikke strejfet mig. Jeg var gået tre uger over terminen, så jeg ankom til hospitalet en morgen klokken otte, hvor fødslen så blev sat i gang, forklarer Maud Rosendahl om sin allerførste gang. Jeg ville gerne føde i vand, og da min svigermor er jordemoder og var med til fødslen, så bifaldt hun mit ønske, så jeg fik lov til at prøve i vand.

Men timerne gik, og svigermor skulle lige have en lur, og imens kom en ny jordemoder på fødestuen, og hun brød sig ikke om fødsler i vand.

- Hun ville have mig op af vandet. Hun ordinerede, at jeg skulle have noget smertestillende, så jeg kunne få lidt ro og hvile, fordi der ikke rigtigt skete noget, og fordi klokken efterhånden nærmede sig næste morgen. Men medicinen satte i stedet skub i veerne, så Mikkel blev født klokken 4.00 tirsdag morgen. Selvom jeg var frustreret over en lang presseperiode, så havde vi det godt, og det var alt i alt en god oplevelse.

Jonas blev født hjemme

Tre år senere blev Maud gravid igen, og denne gang havde piben på alle måder fået en anden lyd. For nu vidste hun med sig selv, at hun i hvert fald ikke skulle føde på hospital!

Svigermor var kommet med i en gruppe af tre jordemødre, der tog ud til hjemmefødsler i Odense-området, og hvor alle de kvinder, der ønskede at føde hjemme, konsulterede de tre jordemødre, så man vidste, at en af dem ville være den, der rykkede ud i hjemmet, når kvinderne gik i fødsel – projekt ”kendt jordemoder” kaldte man det.

- Det var fantastisk at være hjemme hos sig selv. Min familie skulle være med, min svigermor skulle tage imod, og alt var trygt og godt. Vi havde lejet et fødekar, så jeg kunne få opfyldt mit ønske om at føde i vand denne gang. Det var et langt og hårdt forløb, og efter 36 timer i fødsel, blev Jonas født – det var fantastisk, at vi bare kunne lægge os i sengen med storebror og lillebror og bare dele oplevelsen i fred og ro uden alle de hensyn, der skal tages på et hospital.

Endnu en fødsel i vante omgivelser

Tre år efter skulle Maud Rosendahl så til det igen. Og denne gang var der heller ingen tvivl i hendes og familiens sind: Hjemmefødsel - igen!

- Selvfølgelig skulle det foregå hjemme, igen bistået af min svigermor og med mine svigerinder, mor, mand og børn på sidelinjen. Denne gang havde vi også en fotograf med, der gerne ville følge en hjemmefødsel, og hans arbejde blev senere til en lille bog om hjemmefødsler. Efter otte timer i fødsel blev Rasmus så født. Det var så dejligt, så trygt – og ja, naturligt.

Årene gik, Maud Rosendahl og hendes daværende mand gik hver til sidst, og da hun en del år senere mødte en ny mand, som ikke havde børn – ja, så lå det ligesom i kortene, at familien skulle udvides.

- Det er sjovt, for jeg har aldrig været sådan en, der altid har vidst, at jeg ville have mange børn. Jeg legede heller ikke ret meget med dukker som lille pige, og jeg havde egentlig ikke skænket børn en tanke, før jeg mødte min første mand. Men børnene er bare kommet, og man fortryder jo ikke de børn, man får, siger Maud Rosendahl, der er manager i en virksomhed, der bl.a. rådgiver kommuner og stat på børne- og unge området.

Hjemme bedst - men...

Da nummer fire skulle fødes, var der lagt op til endnu en hjemmefødsel, men igen gik Maud Rosendahl længe over terminsdatoen. Der skete bare ikke noget!

- Vandet havde sivet lidt over tid, men jeg havde ingen veer, så da jeg søndag aften ringede til fødegangen, sagde de, at hvis der ikke var sket noget til mandag morgen, så skulle jeg komme ind til tjek. Og så vidste jeg jo godt, hvad klokken havde slået – alle sagde også til mig, at når først du er taget ind på hospitalet, så får du ikke lov til at tage hjem igen og føde!

- Jeg fik lagt et ve-stimulerende drop og fik taget et væld af blodprøver. Jeg ville gerne have lov til at føde i vand. Jeg tror nemlig på, at det varme vand både virker afslappende og blødgørende, så kroppen bedre kan give efter. Men jeg havde en opfattelse af, at jeg skulle argumentere og diskutere for at få lov – det fik jeg så til sidst.

Jeg var reduceret til en krop

Men Maud nåede aldrig i det varme vand. Efter mange timer med tilsyneladende gode og effektive veer, var både Maud og jordemoderen overbeviste om, at det var på tide at komme i fødekarret, så de sidste hårde veer kunne foregå her. Jordemoderen skulle forinden lige tjekke, om livmoderhalsen havde åbnet sig de ti centimeter, som den skal være, for at give plads nok til at barnet kan presses ud.

- Da jordemoderen undersøgte mig, viste det sig, at jeg kun havde åbnet mig en centimeter! Jeg blev simpel hen så ulykkelig over beskeden fra jordemoderen. Det var midt om natten, jeg var udmattet og havde konstante veer. Samtidigt skulle der tages nye blodprøver for at tjekke infektionstallet.

- Men selv om der stod adskillige jordemødre, studerende og sygehjælpere omkring mig, var der ingen, som så, hvor ulykkelig jeg var, og at jeg næsten ikke kunne trække vejret for smerter og gråd. Der var ingen, som tænkte på, at de blodprøver måske kunne vente et par minutter, så jeg lige kunne komme lidt til mig selv igen og få vejret. Jeg følte mig reduceret til en krop, ikke længere et menneske.

Kejsersnittet var en lettelse

Læge og jordemoder besluttede herefter at stoppe for ve-droppet, og da infektionstallene hen under morgenen viste sig at være steget, så følte Maud Rosendahl det som en lettelse, da lægen kom på stuen og sagde de forløsende ord: Akut kejsersnit!

- Jeg havde det selv sådan, at jeg kunne ikke mere, så jeg var egentlig ikke ked af det. Det føltes faktisk som en lettelse – selvom kejsersnit jo aldrig nogensinde før havde været en mulighed i min verden.

Så af sted til operationsstuen gik det, og så blev Maud pludselig bange.

- Men personalet, som jeg kalder for de blå engle, på operationsstuen så mig som et helt menneske, de var så professionelle og fik mig talt til ro, jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse og kort efter kom Buster til verden.

Et snit igen - men planlagt

I tiden efter havde Maud Rosendahl det skidt med den fødsel. Hun kom hurtigt over det fysisk, men der var ar på sjælen.

- Hver gang jeg talte om forløbet op til kejsersnittet, så rystede og græd jeg – jeg følte det virkelig som et overgreb på min krop. Så da jeg få år efter blev gravid igen, så var jeg meget i tvivl – jeg ville jo helst føde hjemme, men når man har født ved kejsersnit foregående gang (pga risiko for komplikationer som fx at operationsarret kan springe op), så anbefaler man en hospitalsfødsel.

Den kamel skulle Maud Rosendahl lige sluge.

Lille Hannibal kom til verden ved planlagt kejsersnit og kom straks op og ligge hos mor. (© privat)

- Jeg drøftede situationen med en af de jordemødre, der tager ud til hjemmefødsler, og hun sagde, at det nok kunne lade sig gøre – men hun ville ikke være stolt af det. Og så var jeg overbevist, jeg ønskede ikke en hjemmefødsel, hvis der var en reel risiko for mit barn - så ville jeg hellere have et planlagt kejsersnit. Jeg ønskede ikke en normal fødsel på hospital, for det havde jeg jo haft, og det var ikke godt. Så jeg måtte kæmpe for det – men det endte med, at Hannibal kom til verden den 30. juni forrige år ved planlagt kejsersnit.

- Det er da specielt at møde op på hospitalet og vide, at i dag skal jeg have mit barn – men når omstændighederne var, som de var, så var det trygt og rart, og min hjemmefødsel-jordemoder var med og sørgede for, at Hannibal kom op og ligge på mit bryst umiddelbart efter, han kom ud. Så det var superdejligt – men jeg havde jo prøvet alle former for fødsler, så jeg følte jo heller ikke, at der var noget, jeg skulle leve op til.

Smerter før - eller efter

Efter en enkelt overnatning på en fire-sengs stue på barselsafsnittet, så tog Maud hjem med sin lille nye dreng.

- Det var rigeligt med et døgn, der er alt for meget uro på hospitalet, så det var dejligt at komme hjem igen, og efter en uges tid var jeg på toppen igen. Det hjalp meget, at vi havde købt en elevationsseng, så det var nemmere at komme ud af sengen. Når man føder ved kejsersnit, så har man smerterne og ubehaget efter fødslen, mens man har smerterne op til ved normal fødsel – men den slags smerter er der ligesom en mening med, reflekterer Maud Rosendahl.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1119674048083118

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter