Niels fra 'Lægen flytter ind' er utilfreds med sit vægttab

Har du også undret dig, når DR2-læge Charlotte Bøving siger til de deltagende mænd i 'Lægen flytter ind', at hun kan se deres kæbevinkel. Få forklaringen her.

- Jeg kan se i hovedet på dig, at du har tabt dig.

Siger DR2-lægen, Charlotte Bøving, til 50-årige Niels fra Orø, da hun kommer på besøg hos ham tre uger efter, at hun har sat ham i gang med den daglige motion.

Selv synes Niels ikke, der er sket så meget - selvom han nu dagligt motionerer, har droppet de flydende kalorier, cola og to liter mælk hver dag, og også undgår slikskålen.

Men da Charlotte Bøving kommer igen efter, at Niels har fulgt planen i seks uger og egentlig stadig selv er ret mismodig over resultatet, så ser virkeligheden alligevel anderledes ud:

En mere synlig vinkel på kæben

Også i tidligere programmer af 'Lægen flytter ind' har vi hørt Charlotte Bøving sige til de medvirkende, at hun kan se på deres ansigt, at de har tabt sig.

- Når man taber sig, så taber man sig allerførst i ansigtet, og det gælder både mænd og kvinder. Når man er overvægtig, så går hals og hoved ligesom i et, så derfor er det første synlige tegn på vægttab, at man får en mere synlig kæbevinkel. Man kan sige det på en anden led, at nu er der igen hals og hoved, det går ikke længere i et, forklarer Charlotte Bøving.

Bugfedtet tager tid

Et vægttab skal helst foregå over tid, og Charlotte Bøving anbefaler, at man taber sig max 3-400 gram om ugen. Og begynder man samtidig at motionere, så vil muskelmasse derfor begynde at veje, så af den grund skal man ikke hænge sig for meget i tallene på vægten.

Hendes målinger af Niels viser da også, at han har tabt fedt - 2.9 kilo - hvilket han ikke selv er helt tilfreds med.

- Men Niels, du har tabt dig fire centimeter om taljen, og jeg kan ikke længere kalde dig fed, for dit BMI er faldet fra 30.5 til 29.7. Så du har al mulig grund til at være tilfreds med dig selv, siger Charlotte Bøving videre i programmet.

Når man går fra at være ekstrem fed - eller bare fed - og taber sig over en periode, så vil man ifølge Charlotte Bøving altså typisk først mærke vægttabet i ansigtet, siden på halsen og hofterne og til sidst på maven.

- Hvis man har meget bugfedt - altså fedt, der lægger sig om organerne i maven - så tager det også længere tid at tabe sig. Men hvis man overholder sin kost- og motionsplan, så vil man tabe sig - på alle de rigtige steder.

Facebook
Twitter