Nina er stadig plaget tre år efter sin hjernerystelse

Vi er blevet dårligere til passe på os selv efter en hjernerystelse, og det kan give langvarige problemer, advarer patientforening.

Nina Bjerrisgaard er stadig så påvirket tre år efter hjernerystelsen, at hun er godkendt til et fleksjob. (© dr)

I 2013 spiller Nina Bjerrisgaard en håndboldkamp, der kommer til at ændre hendes liv.

Under kampen slår hun sit baghoved i gulvet, men der går meget lang tid, før hun opfatter, hvor alvorligt det er.

- Jeg tænker, at jeg sagtens kan spille videre. Det er bare et slag i hovedet, og hovedet er bare en kropsdel ligesom alle andre dele på min krop. Så jeg havde ikke tænkt, at det ville have større konsekvenser, at jeg bare spillede videre, siger Nina Bjerrisgaard.

Arbejder videre, selv om hun kaster op

Dagen efter kampen har Nina Bjerrisgaard det stadig rigtigt skidt, og hun bliver sygemeldt fra sit job som socialrådgiver.

Men selv om hun får at vide, at hun har en hjernerystelse, så giver hun ikke sig selv ro.

Ved siden af fuldtidsjobbet er Nina Bjerrisgaard i gang med en efteruddannelse, hvor hun skal aflevere en større opgave, så hun sætter sig derhjemme foran computeren og kæmper for at skrive den færdig til tiden.

- Min krop bliver fuldstændig presset. Jeg får kvalme, synsforstyrrelser og har svært ved at formulere mig og samle mine tanker. Jeg kaster op flere gange, så det er hele kroppen, der sætter ud, fortæller hun.

Dropper sygemelding af frygt for fyring

Det lykkes hende at presse sig selv til at færdiggøre opgaven, men hendes læge sygemelder hende stadig fra jobbet - først i 14 dage, så 14 dage mere og sådan fortsætter det, da hun ikke får det bedre.

Men efter tre måneder som sygemeldt mister Nina Bjerrisgaard tålmodigheden.

Selv om hendes chef overhovedet ikke presser hende, så er hun bange for at miste sit job, og hun beslutter derfor at begynde på jobbet igen.

- Det var mig selv, der tænkte: 'Jeg skal bare i gang. Jeg skal videre'. Og jeg havde på det tidspunkt ikke fået at vide, at det kunne udvikle sig til at blive en langvarig hjernerystelse, fortæller Nina Bjerrisgaard.

Folk er dårligere til at pleje hovedet

Historier som Nina Bjerrisgaards bliver desværre stadig mere almindelige.

Hjernerystelsesforeningen får et stigende antal henvendelser fra folk, der har det svært med at pleje deres hjernerystelse.

- De har svært ved at drosle ned, fordi de har en masse ting, som de skal nå i forhold til arbejde, skole, familie og så videre. Det gør, at folk er dårlige i dag til at passe på sig selv, fordi de har så mange forpligtelser, siger Kim Friedrich, der er formand for patientforeningen.

Stadig problemer tre år efter hjernerystelsen

I dag er det tre år siden, at Nina Bjerrisgaard slog hovedet til håndbold, og hun er stadig plaget af hjernerystelsen.

- Det har vendt mit liv fuldstændigt op og ned. Før var jeg en pige, der havde fuld fart på både arbejde, uddannelse, fritid og havde mange sociale aftaler. Nu skal min uge systematiseres og struktureres, fortæller hun.

Rent praktisk har hun stadig behov for en hviledag hver anden dag, hvis hun har for meget i kalenderen.

Arbejdsløs og godkendt til fleksjob

Nina Bjerrisgaard er i dag arbejdsløs, da hun mistede sit job og nu er blevet godkendt til et fleksjob.

Og det ærgrer hende, at hun ikke tidligere blev klar over, at det kunne have så store konsekvenser at presse sig selv for tidligt efter en hjernerystelse.

- Jeg kunne sagtens have passet bedre på mig selv, men jeg tror, at der går en periode, indtil man selv forstår alvorligheden, siger hun.