Ny "rekord": Zika-virus har overlevet seks måneder i sæd

Det er dobbelt så længe som hidtil set. Det er for tidligt at sige, om der er grund til bekymring.

Zika-virus overføres via myggestik fra aedes-myggene. Men kan også overføres seksuelt. (Foto: Paulo Whitaker © Scanpix)

I Italien har man fundet spor af zika-virus i sæd hos en italiensk mand seks måneder efter hans første symptomer på at være smittet med sygdommen, skriver BBC.

Det er dobbelt så lang tid som i tidligere rapporterede tilfælde.

Ifølge læger antyder fundet muligheden for, at virus kan reproducere sig selv i de mandlige kønsorganer.

Men der er stadig mange ubekendte, siger forskningsleder i Statens Serum Instituts afdeling for infektionsepidemiologi, Anders Koch:

- Der er to muligheder: Enten har man fundet rester af virus, som er dødt, eller også har man fundet levende virus i denne mand.

- Og det er ikke umiddelbart til at vide. For måden, man påviser zika-virus på, er ved at kigge efter arvemateriale i sæden. Og det kan være til stede, uanset om virusset er dødt eller ej.

Seksuel afholdenhed

Hvis fundet i den italienske mand er fra dødt virus, så er der ikke så meget at være bange for, understreger Anders Koch.

Men hvis det er arvemateriale fra levende virus, så kan det få betydning for, hvor lang tid man anbefaler seksuel afholdenhed eller brug af kondom efter smitte.

Som det er nu, anbefaler man inficerede patienter at bruge kondom eller afholde sig fra sex i mindst seks måneder efter de første symptomer.

Zika-virus spredes primært af myg i de områder, hvor zika-myg lever. Men den kan også overføres seksuelt.

- Smitte med zika-virus giver ikke anledning til bekymring i forhold til den brede befolkning, fortæller Anders Koch og uddyber:

- Bliver man smittet kan man få influenza-lignende symptomer, lidt lige som dengue-virus, som man også kan rammes af flere steder i verden.

- Men rammer det gravide, så er der grund til bekymring, fordi zika kan betyde, at fosteret fødes med en underudviklet hjerne.

Den pågældende italienske patient, der er i begyndelsen af 40’erne, fik sine første symptomer efter at være vendt tilbage til Italien efter et to ugers besøg i Haiti i januar.

En opfølgningstest af hans sæd viser spor af zika-virus efter 181 dage. Den hidtidige ”rekord” var 93 dage hos en 27-årig franskmand.

Facebook
Twitter