Ny trend: Drik din mad

Anders Skovgaard Bach er pulvermand. Han sammensætter en stor del af sin kost af næringsholdige pulvere, der blandes op med vand og olie. Det er nemt og hurtigt.

Anders Skovgaard Bach har har udskiftet nogle af sine måltider med pulvermad, fortalte han i aftes om i Aftenshowet. (© DR)

En ny amerikansk trend går ud på, at man i stedet for at spise normale måltider mad blander et pulver med alle de næringsstoffer, kroppen har brug for, sammen med vand og olie - og vupti, så bliver det pludseligt meget nemmere at lave et komplet måltid mad.

Pulvertrenden er også nået til Danmark, fortæller Anders Skovgaard Bach, der er analytiker og egentligt begyndte på at blande pulver, fordi han ikke altid nåede at få spist ordentligt.

- Midt i en travl hverdag er det nemt lige at blande sit pulver sammen med vand og olie og drikke det i stedet for at skulle både købe ind og tilberede sin mad, forklarer den danske pulvermand til Aftenshowet.

- På den led får man et komplet måltid, og det tager kun 25 sekunder at blande det, forklarer Anders Skovgaard Bach.

Smager ikke af noget

I pulverdrikken er ingredienserne blandt andet hørfrøpulver, salt og kalk. Og de pulvere, som Anders Skovgaard Bach producerer, er meget smagsneutrale.

Eller sagt på en anden måde, de smager ikke af ret meget, for så bliver man ikke træt af det, som han siger.

- Jeg skelner mellem brændstofsmåltider, hvor jeg er alene, og det skal gå stærkt, og så de sociale måltider, hvor jeg sidder sammen med venner eller familie, siger han.

- Så er det jo hyggeligere at nyde en god bøf. Men pulvermaden er nem, og det er nærmest blevet en hobby for mig.

Kroppen har det godt

Anders Skovgaard Bach spiser både pulvermåltider og almindelig mad.

Han mener selv, at han får, hvad han skal have ernæringsmæssigt på den led, og han føler, at både hans krop og hud har fået det bedre.

Han har også fået mere energi og sover bedre om natten, efter han er begyndt på pulvermad.

Bedre end junkfood

Jerk Langer er læge, og han kan godt blive lidt bekymret over pulver-tendensen:

- Skærer man det helt ned til biokemi og fysiologi, så er jeg sikker på, at de omkring 35 vigtige næringsstoffer, der er i pulverblandingen nok skal få Anders og andre til at klare sig rigtig længe på pulver.

- Jeg tror bare ikke, at det er optimalt, hvad man får på den led, for vi ved jo ikke alt om ernæring, forklarer han til Aftenshowet og supplerer:

- Vi får jo for eksempel hele tiden at vide, at vi skal spise sundt og varieret i mange farver fra forskellige grøntsager, for i dem ved vi, der er mange stoffer, der beskytter os mod en lang række sygdomme.

- Så min bekymring går på, om det nu også er nok at fokusere på, at man bare skal have dække sit ernæringsbehov. Men omvendt vil jeg da sige, at det jo er meget bedre at drikke de her pulverdrikke, hvis alternativet er junkfood.

Man kan prøve det af

Men hvad skal man være opmærksom på, hvis man synes, at pulvermad kan være en nem løsning i en travl hverdag?

- Det er ikke helt nemt at sammensætte sin ernæring på den led. Men man kan da prøve det af – vi kender allerede pulvermad fra for eksempel astronautkost og slankepulver - men af medicinske årsager mener jeg ikke, at man skal leve udelukkende af pulvermad, forklarer Jerk Langer.

- Der er jo en sammenhæng mellem den måde, vi optager næringsstoffer på og i hvilken form, vi får dem. Calcium får vi formentlig bedre fra mejeriprodukter og bønner og den slags. Men jeg vil ikke sige, at det er farligt at spise pulvermad.

- Det er en god idé at veksle - ligesom visse mennesker går på 5:2 fastekuren, hvor man faster i to dage og spiser i fem, og andre tager en uge på Nupo-kur - så kan man da godt på samme led erstatte nogle af sine måltider med pulvermad.