Piller gør dig ikke klogere

De piller, som studerende sluger for at opnå en bedre præstation til eksamen, gør dem ikke dygtigere, snarere mere stressede.

(© Colourbox)

Studerende følger godt med og sluger præstationsfremmende piller for at kunne vriste de tocifrede karakterer ud af censor. Blandt favoritterne er betablokkere, koffeintabletter og ADHD-medicin til folk, som ikke lider af sygdommen ADHD.

Men de virker ikke, som de unge gerne vil have det, skriver Videnskab.dk.Videnskab.dk har spurgt Jesper Mogensen, der er professor i neurovidenskab på Institut for Psykologi i København, og som forsker i hjernens problemløsning, hukommelse og indlæring, og han forklarer, at der ikke er belæg for, at man bliver bedre eller dygtigere af hjernedoping:

-De midler, der anvendes i forbindelse med hjernedoping, gør ikke personen klogere. Ingen af de midler, der typisk bruges, forbedrer selve intellektet.

Nogle af de midler, der bliver brugt som hjernedoping, holder folk vågne og kan gøre, at en stresset og slidt studerende ikke falder i søvn under eksamenslæsningen.

Så i forsøget på at dope hjernen, kan man måske tiltuske sig et par ekstra timer i døgnet, men ifølge Jesper Mogensen, er piller ikke vejen til et lysere hoved.

Løb en tur

Jesper Mogensen fortæller, at der findes andre - og bedre - løsninger end piller for den studerende, som er ved at falde i søvn over bøgerne.

Hjerneforskeren nævner blandt andet en løbe- eller gåtur, der blæser trætheden væk:

-Netop motion har faktisk en reelt fremmende virkning på den intellektuelle formåen. I modsætning til de former for medicin, der anvendes til hjernedoping, er motion i stand til reelt at fremme blandt andet indlæring og hukommelse. Samtidig styrker motionen hjerte, blodomløb og muskler - uden at have bivirkninger.

Jesper Mogensen lægger vægt på, at der følger bivirkninger med det at tage medicin. Koffeinpiller og ADHD-medicin kan gøre folk rastløse og give hjertebanken, hovedpine, søvnløshed, muskelrystelser og kvalme.

I den anden ende af skalaen kan betablokkere give kolde hænder og fødder, træthed, svimmelhed og muskeltræthed, ligesom nogle må finde sig i kvalme, diarré, mareridt, depression og impotens.

Facebook
Twitter