Pilotens gode råd: Sådan minimerer du jetlag

En erfaren langdistancepilot giver en håndfuld tips til at håndtere dit jetlag.

(Foto: © colourbox.com, Colourbox.com)

Med flyvemaskiner og jetmotorer kan vi mennesker bevæge os så hurtigt rundt om jorden, at kroppen og døgnet kommer ud af trit med hinanden, og det er ikke rart.

- Når vi flytter os med stor hast til en anden tidszone, får døgnrytmen simpelthen problemer med at følge med derhen, siger pilot Carsten Oluf Jensen til Aftenshowet.

Han har 20 års erfaring som pilot med masser af langdistanceflyvninger i både øst og vest, og derfor har han også en håndfuld tips til at hjælpe døgnrytmen hurtigere tilbage på sporet.

Fem gode råd fra piloten

  • Stil uret til den lokale tid, så snart du lander. Det handler om at omstille dig til den nye tidszone så hurtigt som muligt - også mentalt.

  • Overhold de lokale sengetider. Du bliver måske nødt til at gå i seng, selvom du ikke er træt, eller strække din dag lidt længere end normalt, så du ikke falder i søvn for tidligt, men det virker.

  • Hold dig fra sovepiller. Naturlig søvn er bedst, så hvis du ikke kan falde i søvn, er det bedre, at du ligger og vender dig i sengen og blunder lidt en gang imellem.

  • Spis det måltid, der passer til den lokale tid. Din døgnrytme følger din spiserytme, så hvis du lander om morgenen, spiser du morgenmad, selvom det er aften derhjemme.

  • Spar på alkoholen, og drik vand. Flyet er et tørt miljø, og du har brug for lidt mere vand, end du selv føler, så drik lidt mere vand og lidt mindre alkohol, end du måske har lyst til.

Det er bedst at flyve mod vest

Dit jetlag-ubehag afhænger meget af, hvor langt du flyver, og i hvilken retning. Du kan for eksempel ikke få jetlag af at flyve mod hverken nord eller syd, så der er ingen sympati at hente.

Hvis du flyver mod vest, følger du sollysets vej rundt om jorden, og på den måde bliver dit døgn lidt længere end normalt. Det oplever de fleste som den mildeste form for jetlag.

Modsat bliver døgnet trykket sammen, hvis du flyver mod øst, fordi du flyver solen i møde. Når du endelig lander, er der gået flere timer, end du har brugt i flyet, og det er lige til at blive skør af.

Hør pilotens råd i Aftenshowet

Pilot Carl Oluf Jensen var gæst i Aftenshowet for at fortælle om jetlag og diverse foranstaltninger.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53d78906a11f9d0b88229603

Du kan se indslaget om jetlag i klippet ovenfor.