Planlæg din graviditet, hvis du er diabetiker

Der skal være ekstra styr på insulinen, når en diabetiker bliver gravid. Ellers kan fosteret tage skade.

(© Colourbox)

Når en diabetiker bliver gravid, får hun svært ved at holde sit blodsukker stabilt. Det skyldes, at moderkagens hormoner modarbejder insulinen. For højt blodsukker kan skade barnet.

Man kan dog sagtens få et godt forløb og føde et sundt barn som diabetiker – især hvis man planlægger sin graviditet.    

Baby får en god start

Man planlægger sin graviditet ved at holde blodsukkeret nede i tiden op til graviditeten og i de første måneder af graviditeten, så fostret får en god start, forklarer overlæge Peter Damm fra Rigshospitalets Center for gravide med diabetes:

- Allerede efter 8 uger er de fleste organer anlagt. For at de bliver dannet så godt som muligt, er det vigtigt at blodsukkeret er stabilt. Ellers er der en betydelig øget risiko for misdannelser og aborter, siger Peter Damm.

Pas også på dig selv

Det er også vigtigt for moderen, at hendes krop er parat, inden hun belaster den med en graviditet:

- Når man har haft diabetes i mange år, så oplever nogle blodkarsændringer i øjne og nyrer. Det at være gravid kan provokere forandringerne yderligere. Hvis man inden graviditeten har fået behandlet de her ting, så går det meget bedre i graviditeten, siger Peter Damm.

Alle diabetikere bør planlægge graviditet

For at mor og barn har det så godt som muligt under graviditeten, bør både type 1 og type 2-diabetikere tale med deres læge, inden de bliver gravide, lyder anbefalingen fra Peter Damm.  

Du kan læse mere om diabetes og graviditet i app'en ”Gravid med Diabetes”, som kan hentes i App Store og Google Play. Du kan også høre udsendelsen ”Sundhed på P1 –Gravid med diabetes”.      

Facebook
Twitter