165.000 danskere lider af hudsygdommen psoriasis, og nu skal det klarlægges, hvordan de har det med deres sygdom.
- Flere studier har peget på, at mennesker med psoriasis ikke alene er fysisk påvirket af sygdommen, men også har lavere livskvalitet og større sandsynlighed for at lide af depression og have selvmordstanker end andre, siger klinisk forsker, Ph.d. John Zibert.
Han arbejder i LEO Innovation Lab, der sammen med Institut for Lykkeforskning har udviklet appen PsoHappy, hvor patienterne ved at svare på spørgsmål kan blive målt på, hvordan de har det.
- Psoriasis er en sygdom, der ofte er meget synlig, og som mange fejlagtigt tror er smitsom, hvilket kan give de mennesker, der lever med den en række udfordringer i dagligdagen – og vi har brug for en bedre dokumentation af, hvordan de udfordringer påvirker deres lykke, siger John Zibert.
Hver femte får depression
Psoriasisforeningen hilser initiativet velkomment:
- Psoriasis kan være en svær sygdom at leve med i mange forskellige henseender, og i Danmark rammes hver femte med svær psoriasis også af depression, siger direktør Lars Werner.
De første resultater af målingerne vil blive offentliggjort til oktober i år i forbindelse med Verdens Psoriasis-dag.
- •
Hvad er psoriasis?
- •
Sygdommen inddeles typisk i fem hovedgrupper.
- •
Almindelig psoriasis: (psoriasis vulgaris) Almindelig psoriasis begynder som dråber på huden, men kan udvikle sig til store pletter og brede sig til store dele af kroppen.
- •
Invers psoriasis: Almindelig psoriasis, som sætter sig i varme og fugtige hudfolder, under armene i lysken, i huden på kønsdelene osv. Denne variant kaldes for invers psoriasis.
- •
Pustuløs psoriasis: Pustuløs psoriasis følger et andet betændelsesmønster. Huden vil typisk være tilsået med myriader af knopper, der indeholder hvidt pus og død hud. Denne type psoriasis kan også sætte sig specifikt på håndflader og fodsåler.
- •
Neglepsoriasis: Neglepsoriasis viser sig typisk som "fingerbølprik" i neglen. Ofte vil neglene blive tykke og ujævne og med mange små fordybninger i overfladen. I visse tilfælde bliver neglen løs.
- •
Hårbundspsoriasis: Hårbundspsoriasis sætter sig i hårbunden, typisk i hårgrænsen lige bag ørerne, i panden eller i nakken. Hårbundspsoriasis optræder hos hver anden psoriasispatient.
- •