Red dine lunger før det er for sent

Mange opdager først deres lungesygdom, når lungerne har taget store permanente skader.

Det kræver kun et lille pust i en maskine at opdage KOL. Men de fleste tager desværre først testen, når de har gået rundt med sygdommen i mange år. Og så kan man have mistet en stor del af sin lungekapacitet for altid. (© Lungeforeningen)

200.000 danskere går i dag rundt med lungesygdommen KOL, som står for kronisk obstruktiv lungesygdom, uden at vide, at de er syge.

- Lungesygdomme kommer snigende og opdages ofte alt for sent, fordi symptomerne kan forveksles med dårlig kondi, siger Anne Brandt, der er direktør i Lungeforeningen.

Og det er et stort problem, at mange går rundt i årevis med en ubehandlet sygdom.

Få behandling før du får permanente skader

Det er desværre normalt, at man først opdager sygdommen KOL meget sent i sygdommens forløb, når man allerede har mistet halvdelen af sin lungekapacitet.

- Problemet med KOL er, at man aldrig kan få den tabte lungefunktion tilbage. Så det gælder om at opdage sygdommen så tidligt som muligt, siger Anne Brandt.

KOL er en kronisk sygdom, som man aldrig kan blive helbredt for.

Tidlig behandling giver god livskvalitet

Men hvis sygdommen bliver opdaget i tide, og man kommer i behandling, så kan man bremse sygdommens udvikling, inden de permanente skader på lungerne bliver store.

- Jo tidligere man opdager sygdommen, jo bedre er chancerne for, at man kan leve resten af sit liv med så god livskvalitet som muligt, siger Anne Brandt.

I dag er det International Lungedag, og det bliver i Danmark markeret med gratis lungetjek i 89 kommuner landet over. Se hvor du kan få testet dine lunger på hjemmesiden lunge.dk.

I denne Youtube-video kan du se, hvilke faresignaler du skal være opmærksom på.

Facebook
Twitter