Rejs dig op - og lev længere

Der er alt for mange, der sidder alt for stille, alt for længe. Det går ud over helbredet.

Stillesiddende arbejde er hverken godt for musklerne eller hjertet. (Foto: © HENRIK OLE JENSEN, Scanpix)

Man skulle tro, at jo mindre man rører sig, jo færre ulykker kan man komme ud for. Men faktisk kan det lade sig gøre at sidde sig selv halvt ihjel.

Ifølge tal, som magasinet Arbejdsmiljø har hentet fra Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø, sidder 38 procent af alle danskere, der går på job, stille i mindst 75 procent af arbejdstiden.

Hold gående møder

De mange timer uden andet end eventuel hjerneaktivitet og for lidt motion har store konsekvenser for helbredet, fortæller Marie Birk Jørgensen, seniorforsker i Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø, til P1 Morgen.

- Nogle af de rigtig hårde tal viser, at det kan betyde, at man har større risiko for hjerte-kar-sygdomme og for at dø før tid. Og så er der studier, der viser, at det kan øge risikoen for overvægt og diabetes.

Mens det er svært for eksempelvis lastbilchauffører at undgå lang tid i sædet, er der lidt bedre muligheder for kontoransatte at indrette kontor og arbejdsdag, så det er mere oplagt at stå op og bevæge sig.

- Det handler om at indrette arbejdspladsen, så det at stå op er lige så attraktivt som at sidde ned. Hvis man holder gående møder, får man i hvert fald bevæget sig de minutter, det kræver. Vigtigst af alt er det at reducere antallet af minutter, vi sidder ned og især de lange perioder med siddetiden, siger Marie Birk Jørgensen.