Sådan får du motion ombord på flyet

Pladsen er trang, og man kan risikere at blive upopulær hos sidemanden og kabinepersonalet, men sørg for at røre benene så ofte som muligt på længere flyrejser.

Hvis du skal flyve i mange timer, er det vigtigt at få gang i benene. Marina Aagaard har samlet nogle gode råd. (© ColourBox)

Du har sat dig godt til rette i sædet. Spændt sikkerhedsselen. Taget puden frem. Fundet en god film på entertainment-systemet. Ferien er i gang og nu skal der slappes af.

Omfatter årets ferie en længere flyvetur? Så er det værd at træffe nogle simple forholdsregler, så flyrejsen bliver behagelig – og samtidig sundere.

Mange opfatter flyrejsen som noget, der skal overstås for at nå frem til destinationen, men den er også en del af ferien, og når man nu alligevel er ombord, kan man lige så godt nyde rejsen mest muligt. Se ud og se verden lidt fra oven, læse historier fra hele verden i flymagasinerne, høre musik, spille spil eller se de seneste premierefilm.

Ved flyrejser på over tre-seks timer er der dog en to-fire gange forøget risiko for blodpropper i ben eller lunger. En livsfarlig komplikation, der kan opstå, når man sidder stille længe ad gangen. Og risikoen forøges markant på langdistanceflyvninger. Derfor bør man komme ud af flysædet så ofte,det kan lade sig gøre på turen.

Sundhed på flyrejser

Selvom pladsen er trang ombord, så kan du gøre en del for dit velbefindende:

  • Rejs dig op med mellemrum: Imellem måltider og film, spil eller læsning. Kom op af sædet og gå rundt i kabinen. Det gør godt og mindsker risikoen for blodpropper.

  • Drik vand. Man bør drikke rigelig vand evt. mælk, juice og/eller kaffe/te. Det er usikkert om væskeindtag har effekt ift. at mindske risikoen for blodpropper, men kabineluften er tør, væsketabet kan være stort, så man bliver dehydreret og utilpas.

  • Undgå alkohol der dehydrerer kroppen og kan øge risikoen for luftsyge.

  • Brug kompressionsstrømper (støttestrømper), der fremmer blodets tilbageløb fra benene op til hjertet. Disse strømper anbefales især til personer med øget risiko for blodprop, men også andre kan anvende dem for en sikkerheds skyld.

  • Bær behageligt, løstsiddende tøj, der - bortset fra støttestrømper – ikke strammer. Og smid skoene og bevæg fødder og tæer; det kan øge velvære.

  • Den tørre luft i kabinen kan udtørre hud og slimhinder. Man kan bruge fugtighedscreme og anvende fugtgivende øjendråber (kun ved behov).

  • Bruger man kontaktlinser, kan de evt. erstattes med briller på længere flyrejser.

  • Ved start og landing kan man opleve propper i ørerne, hvilket kan give større eller mindre ubehag. Man kan forsøge at trykudligne ved at gabe, synke eller tygge.

Flymotion i praksis

Forslag til flymotion øvelser fra trænere til rejsende er ofte ambitiøse og mest egnede til fitnesscentertræning.

Til gengæld er effekten af flyselskabers nemme lav-intensive øvelser til motion ombord ikke dokumenteret. Omvendt skader det ikke at holde gang i led og blodcirkulation, så man får en mere behagelig rejse, undgår at blive stiv i kroppen og måske fri for hovedpine.

At rejse sig og bevæge sig har imidlertid vist sig at kunne modvirke blodpropper, så undgå at blive siddende turen igennem, kom på benene så ofte som muligt. Måske er det en smule til gene for sidemanden, men det er der ikke noget at gøre ved! Måske hjælper man endda vedkommende til selv at få sig rørt.

Undgå dog at blive upopulær hos kabinepersonalet - man bør se sig for og undgå at gå i vejen for personale og madvogne.

Hvad er muligt ombord på flyet? Der er flere enkle øvelser som rent faktisk kan udføres i sædet eller i midtergangen og give en vis effekt, så man øger velværet på rejsen.

Her er et par fly-fitness ideer:

  • Siddende eller stående (bedst). Løft op på tæer, hælløft, sænk. 12-16 gange i træk.

  • Stå: Bøj ben, squat, og stræk 10-16 gange i træk. Gerne flere serier, hvis muligt.

  • Siddende eller stående: Stræk, bøj, sidebøj og drej krop og hoved. Efter behov.

  • Lav cirkelbevægelser med hænder og arme (skuldre), begge veje. Efter behov.

  • Løft ben og lav cirkelbevægelser med fødder, begge veje. Efter behov.

  • Stræk benene og stræk feriefornøjelsen.

Rigtig god ferie.