Sådan kommer du dig efter en hård festival

Det er hårdt for kroppen at være på festival. Få otte gode råd, om hvordan du og din krop kommer sig efter en hård festival.

(© Colourbox)

Efter en festival med flere dages fest, fadøl og fastfood, så kan din krop godt føles meget træt og gammel.

Læge Britta Weyer fra ekspertpanelet på Lev Nu giver her otte råd, om hvordan du hurtigt kan blive frisk igen.

1) Kom ind i en god søvnrytme

Selv om du har fået for lidt søvn på festivalen, så skal du ikke sove rigtig meget, når du kommer hjem. Det gælder om at komme ind i en normal rytme igen. Altså ikke sove 18 timer i streg, men gå i seng og stå op, som du plejer i hverdagen.

2) Få masser af væske

Efter flere dage med alkohol skal du have væskebalancen på plads. Så drik masser af eksempelvis vand eller te.

3) Spis kost med mange fibre

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvad folk har spist på festivalen. Men de fleste kan nok bruge masser af frugt og grønt med fibre til at få maven i gang igen.

3) Plej din hud

Din hud kan være mærket af dårligere hygiejne og mere sol, vind og regn, end du er vant til. Tag et bad og vær ekstra god ved huden med creme.

5) Hold igen med tobak

På en festival bliver mange flere end normalt rygere. Men efter festivalen er det en god ide igen at give dine slimhinder fred og stoppe med tobakken.

6) Tømmermænd tager tid

Alkohol kan give eftervirkninger i et døgns tid. Der er ikke så meget andet at gøre end at stoppe med at drikke mere alkohol.

7) Hash kan blive i kroppen i uger

Hash har en halveringstid på 2-5 døgn, så der går nogle uger, inden det er fuldstændigt ude af kroppen. Det kan gøre dig sløvere og dårligere til at huske og koncentrere dig.

8) Bliv tjekket for kønssygdomme

Har du haft ubeskyttet sex, så er det altid en god idé at blive tjekket for kønssygdomme.

Facebook
Twitter