Krop

Smør bare med solcreme - du skal nok få D-vitamin!

Når huden får sol, dannes der D-vitamin. Og selv om du bruger solcreme får du D-vitamin nok alligevel.

(© colourbox)

Det er solens ultraviolette B-stråler, UVB, som sikrer, at kroppen danner D-vitamin. Og selv om man smører sig ind i solcreme, så skal man nok få dannet D-vitamin nok - der er altså ikke grund til at spare på solcremen af den grund.

Kun hvis man beskytter sig godt med tøj og hat eller helt undgår solen, er man i risiko for at få D-vitaminmangel.

Ah, det er sommer, og det er dejligt at komme ud i solen og få noget varme og lys. Men husk at smøre dig ind i solcreme, så du forebygger solskoldning og kræft. Og selv om vi tudes ørerne fulde med, at vi skal have det vigtige D-vitamin, som vi får fra solen, så smør dig alligevel godt ind i solcreme. Du skal nok få tilstrækkeligt med D-vitamin alligevel.

- Flere studier har vist, at det lag af solcreme, som de fleste mennesker smører på, kun er halvt eller en fjerdedel så tykt, som det burde være. Solbeskyttelsen falder derfor kraftigt, og vi har lavet en undersøgelse, der viser, at når man smører sig med så tynde lag af solcreme, er sollys fortsat i stand til at øge mængden af D-vitamin i kroppen uden betydende forskel fra, hvis man ikke brugte solcreme, siger Annesofie Faurschou, der er læge og ph.d i dermatologi.

- De fleste af os har desuden områder på kroppen, hvor vi ikke har fået smurt os med solcreme, og D-vitamin dannelsen foregår uhindret.

Der skal så lidt til Det er solens ultraviolette B-stråler, UVB, som sikrer, at kroppen danner D-vitamin. Og der skal faktisk en meget lille mængde UVB til for, at D-vitamin dannes, understreger Annesofie Faurschou.

- Det skønnes, at et sted mellem 5 og 30 minutters ophold i solen et par gange om ugen i sommerhalvåret er nok, og det behøver ikke at være hele kroppen, der får sol men fx. blot ansigt, arme og hænder.

Man behøver altså ikke at ligge på stranden eller stege i haven i længere tid for at få D-vitamin.

- Der er ingen større gevinst ved længere tids solbadning. Om vinteren i Danmark kommer der dog ikke UVB stråler fra solen, og det vil derfor være en god ide at spise en daglig vitaminpille. Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden visse befolkningsgrupper at tage D-vitamintilskud blandt andet børn, gravide og ældre.

- Og folk, der beskytter sig mod solen med andre ting udover solcreme, fx. tøj og hat, eller helt forsøger at undgå sollys, som mennesker der lider af lysfølsomme hudsygdomme typisk gør, er dog i risiko for at få D-vitaminmangel, tilføjer hun.

Svært at spise sig til D-vitamin D-vitamin er vigtigt for knoglerne. Det forebygger knogleskørhed og knoglebrud. Desuden har studier antydet en sammenhæng mellem høj vitamin D-status og lav forekomst af fx. kræft, hjerte-karsygdom og visse autoimmune sygdomme, men der mangler større undersøgelser for at bekræfte dette.

Processen med at få D-vitamin fra solen foregår således, at der i huden dannes et forstadie til D-vitamin, når den udsættes for solens UVB-stråler. Forstadiet til D-vitamin omdannes videre i leveren og nyrerne til det aktive D-vitamin.

Der findes også D-vitamin i visse fødevarer, blandt andet fede fisk, lever og æg.

- Sollys er dog langt den vigtigste kilde til D-vitamin. Kosten kan ikke alene dække behovet for D-vitamin, siger Annesofie Faurschou.

Facebook
Twitter