Spis rigtigt - og træn bedre

Hvad gemmer der sig egentlig bag de mange kure, der lover at optimere din styrke og udholdenhed?

(© Colourbox)

5:2, low-carb-high fat, palæo – stenalderkost – rawfood.

Der er hele tiden fokus på kure, der hver gang lover, at hvis du følger de gode råd, så er det med sikkerhed garanti for vægttab, ikke-oppustede maver eller større og stærkere muskler.

Men der findes ingen garantier.

Det er i korte træk det nedslående budskab, når lektor, cand. scient. i human fysiologi Lasse Kristian Suhr i dag holder oplæg om hvilken evidensbasseret sammenhæng, der er mellem den kost vi spiser og vores sportslige præstationer.

Spis og træn bedre

Hans indspark hedder ”Spis rigtigt og træn bedre” - og holdes på Professionshøjskolen Metropol i København i forbindelse med Forskningens Døgn, der foregår i de kommende døgn

- Jeg mener, der er behov for at tale om, hvad er der evidens for at afklare i det store udbud af kure på markedet, forklarer Lasse K. Suhr og supplerer:

- Vi hører for eksempel meget om stenalderkost for tiden, og at den er speciel god for opbygning af muskler og dermed præstationsevne, fordi den er rig på proteiner. Men det passer ikke helt, for der er også undersøgelser, som viser, at vores behov for proteiner slet ikke er så stort, som stenalderkost-kuren hævder.

Husk også kulhydraterne

Og da slet ikke, hvis det handler om at komme til at yde mere. Så skal vi nemlig også huske kulhydraterne.

Ifølge Lasse Kristian Suhr, så er det helt korrekt, at en utrænet krop, der pludselig begynder at træne meget, har brug for protein. - Lige i begyndelsen er der et øget behov, men herefter justerer kroppen selv sit protein-behov. Det vil sige, at kroppen tilpasser sig og bliver bedre til at optage proteiner fra kosten og bruger de proteiner, der er i kroppen.

- Men det er helt misforstået, at man skal spise voldsomt med kød eller drikke supplerende protein-drik, det giver ikke i sig selv større muskler.

- Derimod skal der kulhydrater til, hvis du holde kroppen i gang. Blot en enkelt time i fitnesscentret med hård træning uden pauser er nok til at kroppen ikke fungerer optimalt, hvis du ikke har fået kulhydrater nok.

Vi vil have en manual

Lasse K. Suhr mener, at den store fokus på alle de nye kure mere drejer sig om, at vi alle sammen gerne vil have en enkel manual: 10 gode råd til for eksempel større muskler eller større vægttab.

Vi vil, med andre ord, gerne have enkle rammer at forholde os til. - Men der findes ingen enkle rammer. Der findes derimod generelle leveregler, som vores fødevaremyndigheder har udarbejdet, og de siger, at vi skal sørge for at spise varieret – men mange mennesker ved ikke, hvad det vil sige at leve varieret, forklarer han.

En varieret kost

Derfor er der et behov for at forklare, hvad der menes, når myndighederne eksempelvis forklarer, at vi skal mindske indtaget af mættet fedt (animalsk fedt).

Eller at vi skal spise varieret grønt (det er at spise grøntsager varieret i forskellige farver og efter årstiden) og at det er helt ok at spise ris, pasta og kartofler (når blot du sørger for at veksle).

- Derudover skal man også sørge for at slukke tørsten i vand. Man skal spise fuldkorn - fuldkornbrød, pasta, brune ris, kerner, frugter med skræl og spise mindre salt, begræns indtaget af forarbejdet mad og kig på saltindhold i dit pålæg, er blandt Lasse K. Suhrs bud på en varieret kost.

Facebook
Twitter