Stadig færre ældre bliver vaccineret mod influenza

Hvert år dør op mod 2.000 danskere af influenza. Især ældre er udsatte, men trods fordelene, så vælger mange ældre stadig vaccinen fra.

Det kræver kun et lille stik og kan redde liv, men alligevel vælger et faldende antal ældre at tage imod den gratis vaccination mod influenza. (© Getty Images)

Hvis man er over 65 år, så har man en øget risiko for at blive så hårdt ramt af influenza, at det kan føre til hospitalsindlæggelse og i værste fald døden.

Derfor råder Sundhedsstyrelsen hvert år ældre til at tage imod en gratis influenzavaccination, men stadig færre ældre følger rådet.

Det er bekymrende, at stadig flere ældre fravælger vaccinen, mener Ane Just Ohrt, der er læge i Sundhedsstyrelsen.

- Risikoen vil være, at vi kommer til at se endnu flere dødsfald eller folk, der bliver rigtig syge og indlagt på hospitalet på grund af influenza, siger Ane Just Ohrt.

- Vi har ikke noget præcist svar på, hvorfor færre ældre tager imod vaccinen, men vi gisner om, at det muligvis kan have noget at gøre med den stigende skepsis overfor vaccinationer generelt, som man hører om i disse år.

Kronisk syge fravælger også vaccinen

Det vurderes, at op imod 2.000 danskere hvert år dør af influenza, og det drejer sig især om personer i risikogrupperne, som bliver tilbudt gratis vaccination.

Udover de ældre så er gravide, svært overvægtige og kronisk syge i særlig risiko over for influenza.

I disse grupper findes der ikke præcise tal for, hvor mange der fravælger vaccinen, men Sundhedstyrelsen vurderer, at det kun er 30 procent af risikogruppen af kronisk syge, som lader sig vaccinere.

- Hvert år forsøger vi med kampagner at informere risikogrupperne, men vi er langt fra vores mål, om at nå op på, at 75 procent af risikogruppen siger ja til den gratis vaccine, siger Ane Just Ohrt.

Vaccination beskytter din omgangskreds

Både EU og verdenssundhedsorganisationen WHO har også som mål, at 75 procent af risikogrupperne skal vaccineres.

Fordelen ved at nå op på så højt et antal vil være, at færre bliver alvorligt syge eller dør af influenza, samtidig med at det vil give den effekt, som man kalder en flok-immunitet.

Det fortæller Thea Kølsen Fischer, der er overlæge på Statens Serum Institut.

- Hvis 75 procent af risikogruppen lader sig vaccinere, så vil det give en så stor dækning, at de også vil være med til at beskytte resten af danskerne mod alvorlig influenza-sygdom. Vaccination drejer sig også om at beskytte andre, siger Thea Kølsen Fischer.

Facebook
Twitter