Krop

Test din risiko for at få diabetes

Otte hurtige spørgsmål afslører din risiko for at være blandt de 200.000 danskere, der har type 2-diabetes uden at vide det.

Viser den hurtige internettest, at du har høj risiko for at have diabetes, så kan du få målt dit blodsukker hos din læge. (© Colourbox)

Hvis man har diabetes, så gælder det om at opdage det så tidligt som muligt, så man kan komme i behandling, inden sygdommen udvikler sig og giver alvorlige følgesygdomme.

Man regner med, at omkring 200.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det, mens omkring 750.000 har forstadier til sygdommen.

Diabetesforeningen har derfor lavet en risikotest, så du kan se, om du er blandt dem, som er i risiko for enten at have eller at få diabetes.

Disse otte ting øger din risiko

I testen skal du svare på otte spørgsmål om emner, som alle har indflydelse på risikoen for at have eller udvikle diabetes:

  1. 1

    Alder (der er større risiko, hvis du er over 45 år)

  2. 2

    BMI (overvægt øger risikoen)

  3. 3

    Taljemål (fedt på maven er farligere end fedt andre steder på kroppen)

  4. 4

    Motion (motion forebygger diabetes)

  5. 5

    Spiser du frugt og grøntsager (sund kost forebygger diabetes)

  6. 6

    Tager du blodtryksmedicin (forhøjet blodtryk øger risikoen)

  7. 7

    Har du forhøjet blodsukkerniveau (forhøjet blodsukker øger risikoen)

  8. 8

    Arvelighed (har dine forældre eller søskende diabetes øges din risiko)

Du kan tage Diabetesforeningens test på diabetes.dk, og du kan se mere om diabetes i aften i Sundhedsmagasinet på DR1 klokken 21:55 og derefter på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter