Husker du Jan Møller Larsen, der for en måneds tid siden stod frem og fortalte sin fascinerende historie om, hvordan hans hjernetumor var blevet spottet, da han medvirkede i et tv-program?

Flere læger kontaktede ham efter hans tv-optræden og opfordrede ham til at blive udredt for den sygdom, der hedder akromegali. Den er stort set altid udløst af en hjernetumor, der sidder tæt på hypofysen og betyder, at patienten producerer for meget vækst-hormon.

LinkboxLæs ogsåJans hjernesvulst blev opdaget af læger, der havde set ham på tv

51-årige Jan Møller Larsen blev undersøgt og fik diagnosen. Han har formentlig haft sygdommen i 15 år, uden at den er blevet opdaget.

Den 8. maj skulle han så under kniven hos neurokirurgerne på Rigshospitalet. En tumor på størrelse med en bordtennisbold skulle fjernes fra hans hjerne. Gennem et rør, der blev stukket op i hans højre næsebor.

Det hele tog knap to timer.

- Det første jeg gjorde, da jeg vågnede fra narkosen, var at åbne øjnene og kigge rundt. De skulle jo operere meget tæt på synsnerven, og en af de risici, der er ved operationen, er, at de kan komme til at ramme synet. Så jeg begyndte lige med at konstatere ”nå okay, jeg kan godt se”.

- Og så var jeg selvfølgelig lettet over, at jeg kunne bevæge arme og ben. Og ultimativt selvfølgelig, at jeg stadig var i live, for tumoren lå utrolig tæt på hovedpulsåren op til hjernen. Hvis de var kommet til at rive hul på den, så tror jeg, at det havde været slut med mig. Det tænkte jeg meget på inden operationen.

Endnu ved man ikke, om kirurgerne fik hele tumoren med. Det vil først vise sig på en scanning til august.

Fødderne er allerede blevet mindre

Symptomerne, som viser sig på patienter med akromegali, er blandt andet voksende hænder og fødder, en dybere stemme, og forstørret tunge og læber. Og allerede få dage efter operationen begyndte de at fortage sig hos Jan Møller Larsen.

Jeg var på grund af sygdommen gået fra en skostørrelse 44 til 47, og nu kan jeg passe en 46 fint.

jan møller larsen

- Tre dage efter operationen var mine fødder blevet mindre. Det virker helt åndssvagt, man tror næsten, det er løgn. Men jeg var på grund af sygdommen gået fra en skostørrelse 44 til 47, og nu kan jeg passe en 46 fint.

- Det er faktisk halvandet nummer ned, fødderne smutter lige i med det samme.

Desuden har Jan Møller Larsen haft en del væske i kroppen, som også forsvandt ganske hurtigt, ligesom hans hud har trukket sig lidt sammen.

- Når jeg ser mig selv i spejlet, så kan jeg godt se forskel på før og efter. Først og fremmest omkring øjnene. Før var de sådan nærmest lidt søvnige at se på, med lidt mere nedsunkede øjenlåg, og nu ser jeg lidt friskere ud, som om jeg har sovet i tre år. Det er underhuden, som trækker sig sammen.

- Tungen er ikke blevet mindre endnu, men min datter siger, at min næse er blevet lidt mindre og huden er blevet mere glat. Før hang det lidt mere, nu er det strammet op. Hun mener også at kunne høre, at min stemme er blevet lysere.

Loading preview...

Træt som en gammel mand

Det hele er altså gået efter planen med Jan Møller Larsens operation. Det, der plager ham allermest nu, er, at han er meget meget træt hele tiden.

- Jeg er så træt som en på 80 år.

- De første to uger efter operationen lavede jeg ikke rigtig lavet andet end at stå op og spise morgenmad med min kone, sidde lidt på altanen, se lidt fjernsyn, og så er jeg gået ind for at sove lidt igen. Og så er jeg ude at gå en tur hver dag. Men efter en halv time på gåben er jeg fuldstændig smadret.

Trætheden kan ifølge lægerne både skyldes en eftervirkning af operationen, og at niveauerne for de hormoner, der produceres i hypofysen er enten for høje eller for lave.

I gang på arbejdet

Til trods for trætheden har Jan Møller Larsen allerede genoptaget sit arbejde i en bank. I nogle få timer. Foreløbig fra klokken 8 til klokken 12 hver dag.

- Jeg ville rigtig gerne i gang med arbejdet, for i nogle af de papirer, jeg havde fået, stod der, at man kunne risikere at ændre adfærd efter operationen. Fx at man ikke kan huske noget. Eller ikke kan vise initiativ, ikke kan passe sit arbejde.

- Og alt det ville jeg godt lige have testet af. Altså, kunne jeg overhovedet huske passwordet til min computer?

I næste uge står den dog ikke på arbejde, men på en planlagt ferie. Jan Møller Larsen og hans kone havde planlagt at tage en tur til Gran Canaria, men den ide er skrinlagt igen.

- Det tør jeg ikke. For selv om operationssåret måske nok er lukket til, så der ikke kan komme bakterier op, så har jeg ikke mod på at svømme rundt i en pool eller i havet med alle de bakterier, der er dér.

- Jeg er heller ikke meget for at sidde i en flyvemaskine – tænk hvis såret springer op. Den risiko har jeg ikke lyst til at tage.

En inspiration for flere

De næste måneder skal Jan Møller Larsen til en række kontroller på hospitalet, så man sikrer sig, at hormon-niveauerne er, hvor de skal være, at synet ikke har taget skade og flere andre ting. Og til august skal en scanning altså vise, om hele tumoren kom med ud ved operationen.

- Det er et forløb fra nu af og resten af livet, hvor jeg skal gå til kontroller.

- Hvis det viser sig, at jeg skal have medicin, er det en gang om måneden i resten af mit liv, at jeg skal have en indsprøjtning på hospitalet.

Formålet for Jan Møller Larsen med at stille sig frem og fortælle sin historie om, hvordan han fik konstateret sin sygdom var at opfordre andre mennesker med symptomer, men som endnu ikke har fået en diagnose, til at gå til lægen og blive undersøgt.

LinkboxLæs ogsåTV-lægen: Jeg håber, Jans historie kan sætte fokus på akromegali

Og det formål er faktisk allerede opfyldt:

- I lørdags fik jeg en henvendelse fra en gut på 48 år. Hans kone havde set min historie i fjernsynet og synes, at han også havde nogle symptomer, så hun fik ham til lægen, og så fik han diagnosen akromegali. Så han ville bare lige sige tak for, at jeg havde fortalt min historie.

- Og det er jo bare YES! Det er positivt, at nogen har fået noget ud af det, og at de så oven i købet vil besvære sig med at skrive til mig – det er dejligt.

Jan Møller Larsen understreger, at han er utrolig taknemmelig for, at de læger, der havde bemærket hans symptomer i fjernsynet, reagerede og fik kontakt med ham, så han kunne blive udredt, og nu altså også behandlet.