I aften tager DR hul på en programserie om det gode lange liv. ”Livets Opskrift” handler om de fem steder i verden, hvor befolkningen lever længst, de såkaldte blue zones.
Vært på programmet er Sisse Fisker, og hun er rejst ud til de fem steder for at blive klogere på, hvordan det kan være, at de har så høj en levealder.
- Jeg troede bare, at jeg skulle lave nogle tv-programmer, men de kom til at påvirke mig enormt meget.
- Alle de svar, jeg fik, når jeg spurgte, hvordan det lykkedes dem at blive så gamle, blev jeg nødt til at forholde mig til. Jeg blev nødt til at handle i mit eget liv.
Venner og familie betyder alt
Noget af det, der kom bag på Sisse Fisker, var, at det at leve langt og sundt ikke bare handler om at løbe maratonløb og spise gulerødder:
- De fleste ved godt, at vi skal dyrke motion, spise sundt og lade være med at ryge. Men her blev jeg opmærksom på, at det sociale netværk og det at vide, at man ikke er alene, og at nyde livet lige til det sidste, betyder rigtig meget.
- De talte om at have en passion, noget at stå op til. At holde en god fest og drikke et glas vin er en vigtig del af at leve et godt liv.
Og på det punkt handlede hun ganske resolut. Allerede i flyet på vej hjem fra den italienske ø Sardinien handlede hun.
- Jeg fik sådan en lyst til at se mine veninder, så jeg inviterede fluks mine 15 bedste veninder på sushi og champagne. Adgangsbilletten var en paryk på hovedet, fordi jeg lige havde været til karneval på Sardinien. Det blev en uforglemmelig, sjov aften.
De så hinanden ind i øjnene
I Costa Rica besøger Sisse Fisker en familie oppe i bjergene, hvor flere generationer lever sammen, og hvor de hjælpes ad med at passe familie og landbrug.
- Der er ikke ret mange, der har tablets, smartphones eller mails, der tikker ind. De har ikke engang netforbindelse. Det var lidt af en detox for mig, og jeg var faktisk lidt stresset den første dag, fordi jeg slet ikke havde kontakt med omverdenen.
- Men hos denne her familie snakkede de med hinanden, så hinanden ind i øjnene og sad stille og observerede træerne blomstre. Og det fik mig til at tænke over, hvorfor har jeg så travlt.
Svaret blev, at Sisse Fisker sagde sit faste job som tv-vært på DR op og blev selvstændig for at få mere fleksibilitet i sit liv. Og i familien er de blevet opmærksomme på at spise flere grøntsager og lave maden fra bunden.
- Jeg fik også lyst til at flytte sammen med min mor og far. Det ved jeg godt, at det ville vi alligevel ikke helt kunne holde ud, men vi har aftalt, at vi skal ses meget oftere fremover.
Hun er blevet mere bevidst om, at livet er nu. Det er nu, hun skal være sammen med sine forældre og sine børn.
- Mine børn er stadig små, 4 og 5 år gamle. Men allerede næste år skal min ældste i skole, så jeg var godt klar over, at hvis vi fx skal af sted på en rejse sammen i et par måneder, så skal det være inden da.
- Derfor har vi også booket en rejse et par måneder her til vinter, og vi har solgt bilen for at få råd til den.
Gå og sove
Og sidst men ikke mindst så er der jo altså motionen, som vi godt ved er vigtig. Og som de gamle mennesker i klodens blue zones får så rigeligt af. De går gerne mange kilometer op og ned ad bjergskråninger for at komme fra a til b.
Hos Sisse Fisker bliver der også gået skridt:
- De gamle, jeg har mødt, har været aktive hele livet, og jeg er også blevet opmærksom på at bruge min krop rigtigt, selv om en rygsygdom har sat en stopper for hård fysisk sport for mit vedkommende.
Nu sørger hun for at gå sine 10.000 skridt om dagen.
- Hvis jeg skal til et møde, så begynder jeg altid med at spørge, om vi kan gå i stedet for at sidde i et mødelokale. Jeg dyrker virkelig walk-and-talk. Og hvis jeg ikke har gået de 10.000 skridt på en dag, så prøver jeg at få slukket for iPaden om aftenen og gå en tur i stedet.
- Og så er jeg blevet opmærksom på søvnen. Mange af de steder, jeg har været, går man jo i seng med solen og står op med solen. Og det er virkelig verdens bedste og billigste råd, jeg kan give. Sørg for at få sovet nok. Jeg prioriterer virkelig at få 7-8 timers søvn hver eneste nat.
Se "Livets Opskrift" på DR1 klokken 20.45 eller se programmet på dr.dk/tv