Jeg startede allerede med at gå op i tøj og stil i fjerde klasse i Folkeskolen. Jeg var en af de første drenge, der begyndte at sætte håret dagligt eller var mega fashion med et halstørklæde.

Jeg spillede fodbold, og der var Ronaldo og Beckham idolerne, og de satte jo altid hår. Og jeg begyndte ret hurtigt at interessere mig for piger.

I syvende klasse skiftede jeg skole til en friskole. Før jeg begyndte, havde jeg tænkt, at jeg ville starte på ny. Jeg havde set en masse videoer på Youtube og var blevet inspireret af mennesker og typer, der måske var lidt flippede.

Jeg begyndte at eksperimentere med mit tøj, og der var virkelig gang i farverne. Jeg gik meget i hawaiiskjorter, hvilket jeg stadig gør.

Det var ikke så populært på den skole, der var ret lille med omkring 200 elever. Jeg kan huske, at mine klassekammerater var meget konservative omkring det.

Jeg gik på et tidspunkt meget sammen med en drengegruppe, hvor jeg begyndte at ligne dem mere og mere og gå i helt normalt tøj. Det blev ret kedeligt. Jeg talte med mine forældre, der sagde, at jeg skulle huske at holde fast i mig selv.

Det betyder meget for mig at skille mig ud, og det gjorde det også dengang, hvorfor jeg fik min egen stil tilbage ret hurtigt.

Jeg synes, vi er for kedelige. Alle ligner jo hinanden. Og hvis der ikke er nogle, der tør skille sig ud, så tror jeg ikke, vi opnår alt det, som vi kan. Det behøver selvfølgeligt ikke være tøj, men kan være alle mulige andre ting.

Tøj kan udtrykke, hvem man er, og hvilken gruppe man hører til. Jeg går jo også i det her tøj for at være en del af den gruppe i gymnasiet, der går op i deres tøj på en anden måde, end alle andre gør.

Men jeg har også andre venner, der ikke går op i, hvad de har på. Jeg er ikke blevet venner med dem på grund af deres tøjvalg, men fordi de har en bestemt væremåde. Jeg har kendt dem i mange år, og vi har udviklet os i forskellige retninger, men har stadig en masse til fælles.

Jeg har gode venner, skøn familie og en sød kæreste. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge. Nogle gange har jeg dog brug for det miljø, der går op i tøj på samme måde, som jeg gør, og som stikker lidt ud. Det er rart at få bekræftet, at ens stil er gennemført, men også få noget konstruktiv kritik.

I gymnasiet handler det meget om at høre til. Man vil gerne være en del af noget større. Alle søger anerkendelse, ligesom jeg gør med mit tøj.

Jeg tænker altid over, hvad jeg skal have på i dag, men også i morgen.

Folk der ikke kender mig kan se lidt af, hvem jeg er ved at kigge på mit tøj, hvilket dog også kan være et problem. De kan godt finde på at give mig elevatorblikket og kigge lidt underligt på mig. Jeg har ofte svært ved at vurdere, om deres blik er positivt eller negativt.

Jeg bliver ved med at tænke, at jeg er ligeglad, når andre giver mig elevatorblikket. Men jeg bliver utryg ved det og lige meget hvor meget, jeg siger til mig selv, at jeg er ligeglad, hvad de tænker, så rammer usikkerheden. Og jeg begynder at tænke over, hvorfor jeg egentlig er nødt til at stikke ud og være anderledes.

Derfor prøver jeg at finde balancen mellem at høre til, men samtidigt være mig selv.