Langt de fleste af os vil gerne leve mere klimavenligt. Men hvor skal vi starte?
Livsstilseksperten Christine Feldthaus er mest kendt fra tv-programmerne 'Kender du typen' og 'So Fu**ing Special', men hun har også skrevet bogen 'Feldthaus skruer ned', om hvordan man får et mere bæredygtigt hjem.
Her er hendes 10 gode bud, om hvordan man kommer i gang:
1) Elektronik
Gå igennem al hjemmets elektronik.
Selvom apparaterne står på standby om natten, så bruger de alligevel 10 procent strøm.
2) Fryseren
Tjek fryseren i kælderen: har du brug for den?
Hvis den står og gemmer på en enkelt pose fine ærter fra Irma, så skal du måske overveje at finde et alternativ.
Det er i det hele taget en god ting at gå alle hårde hvidevarer igennem - hvis de ikke er tidsvarende, bruger de ganske sikkert for meget strøm.
3) Børneværelset
Her står bl.a. ofte gamle stationære computere, som ikke altid bliver slukket for natten.
Så her er der energi - og penge - at spare.
4) Indkøb af mad
Kig på din mad, her kan du nemlig også spare en masse:
Skær ned på kødet, køb lokalt - tænk over, om du virkelig har brug for de varer, der skal transporteres på tværs af jorden for at ende i danske husholdninger.
Og køb færre forarbejdede madvarer.
5) Tilberedning af mad
Brug din brødrister mere - tænd ikke ovnen i en halv time, for så at sætte noget mad ind i fem minutter og lade eftervarmen sive ud i den blå luft.
Damp dine grøntsager i stedet for at koge i en masse vand.
Og har du en stor lammekølle, der skal tøes op, så lad være med at lægge den på køkkenbordet. Tag den hellere ud en dag i forvejen og lad den tø op i køleskabet, for køllens frosne tilstand køler køleskabet så meget ned, at det slår fra i flere timer.
6) Tøjvask
Vask dit tøj ved lavere temperaturer.
Det er en skrøne, at jo højere temperatur desto mere rent. I dag er vaskepulver fuld af enzymer, som gør tøjet rent ved selv 30 grader.
7) Bad
Sæt timer på dine og familiens bade.
Der fosser 10 liter vand ud i minuttet, så tag korte bade.
8) Transport
Analysér dit transportbehov. Kan du slanke din transport i bil?
Selvom du har en bil, er der penge at spare ved at finde alternativer - og samtidig spare miljøet.
9) Bolig
Er din bolig velisoleret? Eller fyrer du for gråspurvene?
En af de helt store klimasyndere er boliger, som ikke er nutidsvarende og isolerede på den rigtige måde: Har vinduer og døre, der er er utætte etc.
10) Rejser
Rejser du for meget? Kunne du skære lidt ned på de lange fly-distancer?
En tur til Bangkok i flyver er en lige så stor klimabelastning som en gennemsnitsdanskers CO2-udledning ved at spise et års forbrug af oksekød.