BREVKASSE Er der mere energi i blendede frugter?

Nej, men du kan indtage flere æbler, hvis de er blendet, end hvis du skal tygge dem, svarer ernæringseksperten.

Der er forskel på næringsindhold og kostfiber-indhold alt efter, om du spiser æbler, blender æbler eller presser æbler, forklarer Marie Steenberger. (© COLOURBOX)

Et meget kort og præcist spørgsmål til ekspertpanelets ernæringsekspert:

"Hvad er grunden til, at der er mere energi i blendede frugter???? "

SVAR:

Der er ikke mere energi i et blendet æble, end der er i et æble, man spiser. Mængden af æble er det samme og dermed også energi-indholdet.

Det er dog sjældent, at man kun blender ét enkelt æble.

En frugtsmoothie indeholder derfor ofte mere frugt, end det man ville spise råt.

Det er altså nemmere at drikke sig til mere energi end at tygge sig mæt i frugt.

Du kan også vælge at juice dine æbler i en centrifuge eller slow juicer i stedet for at blende dem i en blender.

Og hvis du gør det, så vil energiindholdet være en smule lavere, end når du spiser æblet.

Fiber-indholdet skal du også kigge på

Til gengæld vil fordelingen af saft og kød være anderledes, hvis du juicer dine æbler. En del af frugtkødet bliver nemlig sorteret fra under presningen.

Det betyder, at kostfiberindholdet er lavere i hjemmepresset juice, end den er i et friskt eller et blendet æble.

Kostfibre mætter og hjælper blandt andet på fordøjelsen og forsinker optagelsen af frugtsukker i blodet, så blodsukkerstigningen er knap så stor.

Du vil altså føle dig mæt i længere tid ad gangen, jo flere kostfibre du får med.

Set i det perspektiv er blendet frugt bedre end juice.

Facebook
Twitter