Brevkasse: Skal jeg vælge fiske- eller krillolie?

Kig efter indholdet af omega-3 fedtsyrer, når du vælger fiske- eller krillolie.

(Foto: colourbox.com)

Spørgsmål:

"Der er fiskeolie, og nu er der også krillolie. For mig at se er der rigtig mange fordele ved at tage krillolie. Der er ikke tilsat en mængde E-numre, da der er en masse naturlige antioxidanter i olien. Det er vandopløseligt og optages let i tarmen. Desuden er det koncentreret. Man skal selvfølgelig ikke have krebsedyrsallergi.

Fiskeolie er ikke så let optageligt og er let fordærveligt, og er vel derfor proppet med E-numre. Kunne godt tænke mig at høre mere om yderligere fordele og ulemper om disse to omega-3 o.a. kilder."

Hilsen Anne.

Helst olie med omega-3

Svar:

Der findes en række tilskud med fiskeolie. Og som udgangspunkt så gælder det om at vælge det tilskud med højst af omega-3 fedtsyrer, dvs. de to fedtsyrer der hedder EPA og DHA.

Samtidig bør indholdet af omega-6 være så lavt som muligt. Vi får nemlig rigeligt med omega 6 fedtsyrer fra planteolier gennem kosten. Og det er balancen mellem omega-3 og 6, der skal skubbes til for at opnå de sundhedsgavnlige effekter.

Der findes mange forskellige tilskud. Og producenterne lover en masse, når det kommer til optagelighed, friskhed og andre parametre.

Brug den sunde fornuft

De fleste påstande er relativt dårligt dokumenteret af uafhængige forskere. Jeg synes derfor det fortrinsvis gælder om at kigge efter højt indhold af omega-3 fedtsyrer, og så ellers bruge sin sunde fornuft, når tilskuddet skal vælges.

Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige at krillolie er sundere.

Men det gælder om at vælge hvad man synes er bedst ift. økonomi, forarbejdning, bæredygtighed og hvad der ellers kan påvirke valget.

Facebook
Twitter