Mad

Danskerne foretrækker polske champignon

De udenlandske svampe er billigere, men indeholder også flere sprøjterester end de danske

Fire ud af fem bakker champignon i supermarkedet, kommer fra udlandet - primært Polen. (Foto: KONGKIAT TAPROMMA © COLOURBOX)

Vi køber millioner af svampe hvert år. Og salget vokser. Alene det seneste år er handlen med svampe vokset med fire procent hos Coop. Men det er ikke de danske svampe eller champignoner, der ryger flest af i indkøbskurvene. De er nemlig dyrere end de udenlandske.

- Det er primært et spørgsmål om pris. De danske avlere kan ikke konkurrere med prisen på de polske champignoner, siger Torben Lippert, der er sekretariatschef i Dansk Gartneri.

Få avlere tilbage

Konkurrencen fra udlandet har de senere år kostet en del danske avlere jobbet. I 2000 var der 28 champignon-avlere i Danmark. I dag er der tre tilbage.

75-85 procent af de champignoner, vi spiser herhjemme, er i dag importerede – primært fra Polen, der er Europas største producent af champignoner. På 25 år er importen af svampe steget med knap 1000 pct.

- Vi skal betale en højere løn i Danmark, og så er der meget skrappere arbejdsmiljøkrav og pesticidekrav. Vi anvender ikke pesticider i produktionen i Danmark, og det kræver lidt ekstra arbejde, så derfor vil danske champignon blive dyrere. Det kan ikke være anderledes, siger Torben Lippert.

Ingen pesticider i de danske

Fødevarestyrelsen foretager årligt stikprøvekontrol af frugt og grønt, og ifølge Torben Lippert bliver der altså ikke fundet pesticidrester i danske champignon, mens der typisk findes pesticidrester i to ud af tre udenlandske champignon. Men det er ikke noget, man som forbruger skal være nervøs over.

Mængden af pesticidrester i de udenlandske champignoner overholder grænseværdierne, men der er altså en forskel på de danske og de udenlandske champignoner, og det kan være rart at vide som forbruger, siger Torben Lippert.

Flere midler tilladt i udlandet

Den konklusion er lektor i miljømedicin, Helle Raun Andersen, enig i. Hun er forsker Syddansk Universitet i Odense og hun finder det bekymrende, at der i den udenlandske produktion bliver brugt en række insekt- og svampemidler, der er mistænkt for at være eksempelvis at være hormonforstyrrende.

– Det har selvfølgelig meget at sige, hvor store mængder vi får af de her stoffer, men de findes i mange ting i vores hverdag, som vi omgiver os med, og hvis vi får lidt af det stof fra én fødevare og lidt af et andet stof fra en anden fødevare plus de midler, der bliver brugt herhjemme til at sprøjte mod insekter eksempelvis, så ophober der sig en samlet mængde i kroppen, som vi frygter tilsammen vil have en effekt på os, siger Helle Raun Andersen.

Du kan se meget mere om danske og udenlandske champignoner i Madmagasinet i aften kl. 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter