Det nye nordiske køkken bliver aldrig hverdagsmad

Ramsløg, havtorn og skvalderkål har været populære på restauranter. Men ikke i private køkkener.

Det nye nordiske køkken har haft stor succes med at placere Danmark på det gastronomiske verdenskort. Især båret frem af restauranten Noma, der de seneste år er kåret til en de allerbedste i verden. Men madkonceptet har snart ti års fødselsdag, og flere stjernekokke og madanmeldere har de seneste dage diskuteret, om det nye nordiske køkken har toppet og langsomt er på vej til at uddø.

Spørger man madsociolog Jon Fuglsang, så er en ting sikkert: Det nye nordiske køkken har forpasset chancen for at finde vej til vores hverdagsmad hjemme i vores private køkken. - Som mad til særlige lejligheder kan det nordiske køkken måske have en vis bæredygtighed. Men i sin rene form bliver det aldrig hverdagsmad for den brede befolkning, siger Jon Fuglsang, der er madsociolog og adjunkt på Professionshøjskolen Metropol.

Det nye nordiske køkken er for besværligt

Han mener, at problemet for det nye nordiske køkken er, at det er for elitært og kun er blevet båret frem af en lille trendsættende del af befolkningen.

- I bund og grund er det nye nordiske køkken bare finere franskinspireret madlavning med danske råvarer. Det vil sige, at selve metodikkerne ikke er særlig danske. Maden og madlavningen ligger simpelthen for langt fra mange danskeres almindelige hverdagsmad, siger Jon Fuglsang.

Dertil kommer, at mange retter i det nye nordiske køkken tager meget lang tid at tilberede. Og det gør det ikke lettere at få ind i hverdagsmaden.

Nordisk køkken vil sætte nogle få aftryk

Når det er sagt, så mener Jon Fuglsang dog ikke, at det nye nordiske køkken blot vil blive en ligegyldig parentes på den lange bane. Han mener, at det nye nordiske køkken har skabt en ny stolthed, energi og identitet i den danske madbranche.

Og selv om flere stjernekokke nu vender konceptet ryggen, og trenden skulle forsvinde igen over de kommende år, så vil det sætte et lille aftryk på lang sigt. Det sker blandt andet ved, at vi skifter rucolasalaten ud med kålsalaten.

- Det der vil være tilbage er, at det har skabt fokus på, at man i højere grad begynder at spise lokale retter og lokale råvarer. Og det er noget, som jeg tror, at hele befolkningen vil tage til sig - og ikke kun den trendsættende elite i storbyerne, siger Jon Fuglsang.

Facebook
Twitter