Det vidste du ikke om champignon

Champignon er faktisk ikke en grøntsag, så den tæller ikke med i dit daglige grøntsags-indtag.

(© Colourbox)

Måske tænker du ikke så meget over det, når du køber den i supermarkedet. Men den lille brune eller hvide champignon i papbakken har måske nogle helt særegne evner som fødevare.

Det er noget, lektor Hanne L. Kristensen, Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer, bla. undersøger i en række projekter på champignon-området. Et af formålene har bla været at undersøge champignons positive egenskaber som fødevare i forhold til sundhed og forebyggelse af en række sygdomme og livsstilsproblemer.

Blandt andet på den baggrund har Hanne L. Kristensen samlet fem ting, du - sikkert ikke - vidste om dine champignon.

  • Herhjemme dyrkes champignon i mørklagte huse med varme og høj fugtighed. Svampene er baseret på naturlig kompost, som blandt andet består af hestegødning, halm og rugkerner.

  • Champignon har få kulhydrater, meget lidt fedtstof, ingen kolesterol og et højt indhold af proteiner, fibre, vitaminer og mineraler.

  • Tilberedte champignon har meget umami, en slags fyldig kødsmag. Derfor behøver du ikke bruge så meget salt i maden, da svampene i kraft af umamien giver smagsfylde og større tilfredsstillelse ligesom salt.

  • Erstatter du en del af kødet i varme retter med champignon, får du retter med et lavere indhold af fedt og protein. Samlet set bliver energiindtaget mindre. Det er derfor oplagt at supplere dine kødretter med champignon.

  • De små hvide størrelser tilhører svamperiget og vokser ved at nedbryde plantemateriale. Champignon hører hjemme i en varieret kost.

Kilde: Sæson