Ernæringseksperter advarer: Juice er den rene sukkerbombe

De nye kostråd tillader alt for meget juice, mener eksperter. Der er nemlig lige så meget sukker i juice som i sodavand.

(Foto: monticellllo © Scanpix Iris)

De nye kostråd fra Fødevarestyrelsen anbefaler, at man max drikker halvanden deciliter frugtjuice om dagen - altså op til en liter juice om ugen.

Men det tal er for højt, mener ernæringsekspert Christian Bitz fra Madmagasinet Bitz og Frisk, som i aften handler om juice.

- Juice indeholder lige så meget sukker som sodavand. Og selv om der er nogle få vitaminer og mineraler i juice, så er en liter juice om ugen for meget. Især fordi man ifølge kostrådene samtidig må drikke op til en halv liter sodavand om ugen, siger han. Sukkeret kan give fedtlever og diabetes-2 Det sukker der findes i sodavand og det naturlige sukkerindhold i juice har ifølge Christian Bitz samme skadelige effekt på kroppen. Og i begge typer sukker findes stoffet fruktose, som i store mængder kan give fedtlever og forøget risiko for type-2 diabetes. - Jeg mener, at Fødevarestyrelsen burde have sat en lavere grænse for det maksimale ugentlige indtag af frugtjuice, siger Christian Bitz. Mere sukker end sodavand Preben Vestergaard Hansen, kandidat i Human Ernæring, fra professionshøjskolen Metropol, advarer også. Han mener, at det er helt forkert at markedsføre juice og smoothies som sundhedsdrikke.

- Nogle kalder juice for vitaminbomber. Men det er i virkeligheden frugtsukkerbomber. Man skal ikke drikke juice for sundhedens skyld. Selv om der ikke er ikke er noget galt i at drikke et enkelt glas juice, så kan det hurtigt blive for meget, siger Preben Vestergaard Hansen. Han peger fx på tropejuice, som er lavet af frugter med et ekstra højt sukkerindhold, og derfor faktisk har et endnu højere sukkerindhold end almindelig sodavand. - Man får lynhurtigt alt for mange kalorier ved at drikke juice. Du kan nemlig indtage langt flere frugter ved at drikke dem som juice, end ved at spise frugten, siger han.

Facebook
Twitter