Franske frilandskyllinger er et kæmpe hit

En fritgående, fransk kylling har taget 25 procent af Nettos salg af hele kyllinger.

De franske kyllinger smager også bedre, siger kokken Adam Aamann. (© dr)

I Danmark producerer vi godt 116 millioner kyllinger om året. Hele 99,6 procent af dem er billige standardkyllinger, der lever i en stald i 35 dage.

Men de sidste par år har Netto leveret et alternativ: En fransk frilandskylling fra Løgismose, som er billigere end de ret sjældne, danske økokyllinger.

Den har de danske forbrugere taget til sig, så den i dag står for 25 procent af Nettos salg af hele kyllinger.

- Vi forsøgte at starte en frilandsproduktion op i Danmark. Men branchen var ikke interesserede. De mente kun, at man kunne lave kyllinger på deres måde. Men den kvalitet, vi laver i Danmark, er slet ikke god nok. Så måtte vi tage til Frankrig, siger Jacob Grønløkke fra Løgismose.

Frankrig producerer næsten otte gange så mange kyllinger som Danmark – og hele 11 procent af dem er frilands- eller økologiske, så markedet er stort.

Kyllingebranchen: Vi har forsøgt i 2001

Den franske frilandskylling har god plads i de sydfranske skove og lever tre gange så lang tid som de danske standardkyllinger. Selv om den også har fået god plads på hylderne i Netto, så mener den danske fjerkræbranche ikke, at den har sovet i timen.

- Vi har forsøgt at lave andre kyllinger. For eksempel lavede vi skrabekyllingen i 2001, men der var ikke noget marked, konstaterer Birthe Steenberg fra Dansk Slagtefjerkræ i Landbrug & Fødevarer.

Forskellen på levevilkårene for danske standard-kyllinger og franske frilandskyllinger er tydelig i billederne her nedenfor:

Men 2001 – det er længe siden. Har I ikke sovet i timen?

- Det synes jeg ikke, vi har. Vi udvikler løbende, og hvis det viser sig, at der er et marked for det, så er vi klar til at producere. Men vi kan ikke producere, uden at kunderne er klar, siger Birthe Steenberg

  • Kyllingeopdræt i Danmark. (© dr)
  • De franske frilandskyllinger (© dr)
1 / 2

Det lange, frie liv i Sydfrankrig giver en bedre smag, mener kok og vært på Madmagasinet, Adam Aamann.

Og det giver mere dyrevelfærd, mener Dyrenes Beskyttelse, der giver den franske Løgismose kylling topkarakter – samtidig med, at de fraråder, at man køber den danske standardkylling.

Se hvordan den danske standard-kylling har det i Madmagasinet i aften. Det er klokken 21.25 på DR1.

FAKTA om kyllinger

  • Danmark producerer 116,5 millioner kyllinger om året. 99,6 procent er standardkyllinger. 0,4 procent er frilands- og øko-kyllinger.

  • Frankrig producerer 885 mio kyllinger om året. 89 procent er standardkyllinger. 11 procent er frilands- og øko-kyllinger.

  • Standardkyllingen lever kun 35 dage i store stalde, men tager hurtigt på i vægt. Der er omkring 20 kyllinger per m2.

  • Den danske økokylling bliver minimum 65 dage, tager langsommere på i vægt, og har adgang til udendørs arealer. Der er omkring 10 kyllinger per m2.

  • Den franske frilandskylling fra Løgismose bliver 89 dage – og vokser ekstremt langsomt. Den har i princippet uendeligt plads, da den lever i skoven uden hegn.

Se mere Dyrenes Beskyttelses kyllingeguide