Gode fødevarer til dig der er på kur

Ernæringseksperten kommer med gode råd til, hvilke fødevarer der bør indgå i en slankekur.

(© Colourbox)

Hvad skal man egentlig spise, hvis man godt vil tabe sig, spørger en bruger ekspertpanelet på Lev Nu:

"Hvis jeg gerne vil tabe mig hurtigst, hvilke kostændringer skal jeg så lave? Jeg har hørt, at mandler hjælper på vægttab, det samme med hvidløg og grapefrugtjuice. Jeg ved ikke, om det passer. Men jeg vil gerne tabe mig med et kostprogram jeg kan følge."

Vi sender spørgsmålet videre til ernæringsekspert på Lev Nu, Preben Vestergaard-Hansen, som svarer:

Overvægt udvikler sig ikke fra dag til dag, men kommer "snigende" i løbet af flere år. Men når man først er blevet overvægtig - og ikke mindst har erkendt over for sig selv, at man gerne vil tabe sig, så har de fleste det på den måde, at det ikke kan gå hurtigt nok.

Det er her, de fleste mislykkes med deres forsøg, fordi man kaster sig over det enorme tilbud af vægttabsforslag, som i de fleste tilfælde ikke har nogen effekt. Den ene dag skal man spise mandler og undgå kød. Den næste dag skal man spise grapefrugt og hvidløg, eller spise efter sin blodtype. Ja, der er mange opfindsomme forslag.

Hvornår er man overvægtig?

Først og fremmest skal man jo lige finde ud af, om man er overvægtigt.

Om man er overvægtig eller ej har gennem mange år været fastsat ved at vurdere ens vægt i forhold til sin højde, i det som man kalder for sit body mass index (BMI). Vejer man fx 75 kg og er 1,6 m i sin højde, så bruger man formlen: Vægt divideret med højde gange højde, altså :

I ovenstående tilfælde vil personen have en BMI på: 75kg/1,60x1,60 = 29,29.

- Er man normalvægtig, skal man have en BMI mellem 18,5 og 24,9.

- Er man overvægtig, vil BMI ligge mellem 25-29,9.

- Er man svært overvægtig vil BMI være over 30.

Overvægt er et spørgsmål om kalorier

Det lyder måske simpelt, men ens vægt er styret af ens kalorieindtag og ens forbrænding.

Og hvis man gerne vil tabe sig, kan man enten spise færre kalorier, end man forbrænder, eller forbrænde flere kalorier, end man spiser. Det bedste vil være, at spise færre kalorier og forbrænde mere. Så slår man to fluer med et smæk.

Men det er jo de færreste af os, som sidder og beregner sit kalorieindtag og sit kalorieforbrug. Så hvad skal man så egentlig gøre, hvis man vil tabe sig?

Her er nøglen at spise mad, som dels mætter godt men samtidig indeholder færre kalorier.

God mad med vægttab

Fødevarer, som mætter godt, sætter stofskiftet i vejret og bidrager med færre kalorier, vil som udgangspunkt være fuldkornsprodukter (rugbrød, ris, havregryn, grahamsboller) og andre færdigpakkede fødevarer med et fuldkornslogo på. Led efter fuldkornsmærket på de produkter du køber, så er du sikker på, at det er et sundere valg.

Kartofler og grove grøntsager som fx rodfrugter og kål hører også med til en sund og kaloriefattig mad, og så må du gerne spise kød af den magre type. Det kunne fx være kyllingebryst eller andre kødtyper, hvor du skærer det synlige fedt fra.

Magert kød sætter stofskiftet i gang, og dermed forbruger du flere kalorier.

Til en sund kost, som også kan hjælpe med et vægttab, hører også fedtfattigt kødpålæg og mejeriprodukter. Her kan du have glæde af at vælge fødevarer mærket med nøglehulsmærket. Du må heller ikke glemme at begrænse indtaget af sukkerholdige produkter og drikkevarer, snack og fastfood, som ellers vil kunne give et stort kalorieindtag.

Du vil sikkert mene, at du har hørt det før. Ja det er de råd, som myndighederne anbefaler, og på den lange bane vil det sikkert virke for dig. Det tager lang tid at tage ekstra kilo på, men det er derfor også vigtigt, at dit vægttab foregår på en god måde over tid. Der skal altså være tale om en livsstilsændring, hvor de dårlige vaner man har haft, ændres i hverdagen, så det bliver en naturlig kostændring.

God fornøjelse med dit vægttab og husk, at der også skal være plads til en is her i sommervarmen. Jordbærsæsonen er nu godt i gang, så lidt friske jordbær eller en saftig melon kan også være godt til den "søde tand".

God sommer

Preben

Facebook
Twitter