Her er de nye Bagedystere: En jæger, en linedanser og en diabetiker

Sjette sæson af 'Den store bagedyst' byder på 10 deltagere med et stort aldersspænd og ikke mindst mange forskellige talenter og interesser.

Nedtællingen er begyndt. Den 4. oktober begynder den nye sæson af Den store bagedyst, og for sjette gang skal 10 deltagere dyste om at blive Danmarks bedste amatørbager. Men hvem er de egentlig, og hvor kommer de fra?

Europamester og VM-deltager

Aldersspændet strækker sig lige fra den 20-årige Anton til Rosa der fylder 60 her i efteråret. Geografisk kan de findes i mange egne af landet, og når det gælder deres evner og talenter - udover kagekunsten er det en kreativ flok, der har været med til både danmarksmesterskaberne, europamesterskaberne og verdensmesterskaberne inden for forskellige genrer.

Du kan se de 10 deltageres bageevner, når den nye sæson har premiere på DR1 onsdag d. 4. oktober. Men allerede nu kan du høre mere om dem og måske endda finde din forhåndsfavorit.

I videoen i toppen af artiklen kan du for første gang møde årets 10 deltagere, som vært Timm Vladimir præsenterer.

Herunder kan du lære dem lidt bedre at kende hver især:

Cirkusprinsessen

Kirsten på 22 år bor i Odense. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Kirsten er fra en cirkusfamilie, så hun er super god til at gå på line. Kirsten afviser da heller ikke, at hun vil være frisk på at give en prøve - hvis Timm skaffer en line.

Mensamedlemmet

Nicolai på 44 år er fra Hellerup. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Nicolai har en IQ på 135, og han håber på, at det kan gøre noget for bagningen, Normalen er 100, så med sine 135 ligger han oppe i top en procent.

The Pink Lady

Nip på 28 år er fra Aarhus. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Nip elsker alt, hvad der er lyserødt og tøset. Det kan man ikke se på tøjet ovenfor, men hun afviser ikke at stille op i lyserødt fra top til tå i løbet af sæsonen.

Jægeren

Rosa på snart 60 år er fra Glyngøre. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Rosa har jagttegn, og hun kan godt lide at gå på jagt. Det er dog lidt tid siden, hun sidst har været afsted. Men efteråret er højsæson, og så skal hun formentlig på jagt igen.

Chili-elskeren

Anam på 29 år bor i Nordvest i København. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Anam spiser chili til praktisk talt alle måltider. Hun vil ikke afvise, at der kan komme en chili-kage, men hun lover at være afbalanceret af hensyn til dommerne.

Diabetikeren

Jacob på 31 år bor på Østerbro i København. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Jacob har diabetes, så han smager kun små stykker af sine egne kager. Han kan dog godt spise ligeså meget kage som alle andre. Det kræver bare, at han medicinerer sig.

Bodypainteren

Andrea på 50 år er fra Næstved. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Andrea har vundet DM og EM i bodypaint. Hun påpeger dog selv, at det er længe siden. Alligevel tror hun, det måske kan blive en fordel, for som hun siger, er der ikke meget forskel på hud og fondant.

Et-hjuleren

Jesper på 28 år er fra Kolding. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Jesper har fået en femteplads ved VM i ethjulet cykel for par. Han kører ikke længere, men han kan godt. Og især efter et par øl er han rigtig god til det.

Eks-modellen

Lisette på 36 år bor på Østerbro i København. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Lisette er tidligere model. Hun var primært catwalkmodel men har også lavet tv og reklamer. Hun afviser ikke, at hun godt kan finde på at lave en fransk drejning på vej op til dommerne med sin kage.

Yngstemanden

Anton på 20 år bor i Lyngby. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © (c) DR)

Anton er programmets yngste deltager, og han bor stadig hjemme hos mor og far. Det ser han som en stor fordel, for det betyder, at han har nogle til at tage opvasken, når han har bagt.

Facebook
Twitter