Her er opgavebeskrivelsen bag "mandehørmskagen"

Gunnar er ude af Den Store Bagedyst efter at have bagt en polterabendskage, der ifølge dommerne var mere baby end mand.

Den omtalte kage, der kostede Gunnar sin videre deltagelse i kage-konkurrencen, var efter dommernes vurdering for lidt mand og for meget baby.

Klar, parat, bag... en mandekage.

Sådan kan det hårdt kritiserede fjerde afsnit af DR's Den Store Bagedyst, der rullede over skærmen i aftes, opsummeres.

Temaet var "mandehørm", og det levede 35-årige Gunnar Weis Reinhardt ifølge programmets dommere ikke op til. Derfor blev han sendt ud af Bagedysten - selvom han kort forinden havde vundet den hemmelige udfordring.

Det var især Gunnars fortolkning af en polterabend-kage, der kostede ham pladsen i konkurrencen. Kagen var lyserød og formet som et hjerte, og på toppen signalerede to par små fødder, at der foregik noget frækt under fondant-tæppet.

- Jeg ved ikke, om den er så "mandet", men der er jo de her fødder, der ligger ovenpå hinanden, så det ser ud, som om man hygger sig, forklarede Gunnar Weis Reinhardt om sin kage i programmet.

Ifølge de to dommere, Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, var der dog mere barnedåb end polterabend over kagen, og derfor var opgaven misforstået.

Hvordan bager man en polterabend-kage?

Til polterabend-udfordringen havde deltagerne på forhånd fået udleveret en opgavebeskrivelse, der lagde vægt på, at polterabendkagen skulle "ose af din fortolkning af begrebet "mandehørm"".

- Det bliver altafgørende, at man forstår det her tema. Selvfølgelig må man fortolke det, men mandehørm, mænd og i det hele taget maskulinitet, det skal det altså lugte lidt af, siger Mette Blomsterberg i programmet.

Her følger en gennemgang af opgavebeskrivelsens fire punkter sat op mod Gunnars kage og dommernes kommentarer til den.

Du skal lave en festlig kage til 10-12 personer, som vil vække opsigt og begejstring til en polterabend for mænd.

Gunnar forklarer selv om sin definition af en polterabend, at han "ikke er paintball-typen, men at det skal være lidt hyggeligt".

Kagen skal være opbygget af flere lag – fx bund, creme, bund.

Kagen består af vanillebunde samt en jordbærsmousse og en champagnemousse, der er adskilt af hele jordbær.

Kagen skal selvfølgelig smage godt, men der vil især blive lagt vægt på den gode idé og udførelsen.

- Jeg synes, det er en barnedåbskage. Smagsmæssigt er det også lidt det, jeg tænker. Selv babyer kan være med, for det er så mildt og forsigtigt, siger Mette Blomsterberg i sin kritik af kagen.

Skal ose af "mandehørm"

Smag og i særdeleshed udseende, skal ose af din fortolkning af begrebet ”mandehørm”.

Det lader ikke til, at dommerne finder fortællingen om et par, der hygger sig under lagnerne, overbevisende.

- Er det en pige, der er blevet født? Kan du følge mig? Og ikke bare fordi det er de røde nuancer, men også fordi det er så fint og næsten sådan helt det, der hedder "baby", siger Mette Blomsterberg om kagens udseende.

Ikke meget mandehørm fra mændene

Det er dog flere af deltagernes kager, der tilsyneladende ikke rammer helt indenfor dommernes definition af "mandehørm".

Om Sunes hvide mojito-kage siger dommerne, at der ikke er tale om en "typisk polterabendkage", og Jespers kage, der er inspireret af Eiffelbar i København, får også kritik i den retning.

- For dig betyder denne her Eiffelbar så meget, men hvis man ikke er en del af slænget, så tænker man: "hvad fanden er meningen?", siger Jan Friis-Mikkelsen.

Både dommernes beslutning om at smide Gunnar ud af Den store bagedyst samt DR's valg af tema til aftenens program har efterfølgende mødt hård kritik. Seerne har blandt andet kaldt programmet "sexistisk" og "kønsstereotypt".

Programchef på Bagedysten, Søren Juul Baunsgaard, beklager, at programmet har stødt seerne, men forsvarer beslutningen om at sende Gunnar ud.

- Det handler ikke om sexisme eller homofobi. Det handler om en bagedyst, og det er en konkurrence, hvor vi skal sige farvel til en deltager hver uge. Dommerne beslutter sig ud fra en faglig vurdering af det produkt, deltagerne har lavet - og på, om den opgave, der er beskrevet, er løst, siger han til dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk