Hvorfor spiser dyrlægen natmad?

Har du undret dig over, hvorfor en dyrlæge lægger navn til en rugbrødsmad med leverpostej, sky og salt kød? Og hvorfor spiser han den lige om natten? Få svaret her.

(© Dorthe Boss Kyhn)

Har du sat tænderne i et stykke rugbrød med leverpostej, sky og salt kød og løgringe på toppen?

Har du tænkt over, hvorfor netop dét stykke mad bliver kaldt for dyrlægens natmad?

Det har Stig Lou Mortensen, der er specialist i egnsretter.

En ganske særlig kombination

Og han har fundet ud af, at der er et par bud på forklaringer. En af dem begynder hos smørrebrødsdronningen Ida Davidsen:

- Ida Davidsen oldefar Oskar Davidsen havde en vinhandel på Åboulevarden i København og fik her bevilget ret til udskænkning i 1888. Og for at kunderne så kunne få lidt at spise til, så serverede han smørrebrød.

- Det var i én af hans kunder, en dyrlæge ved navn Sigurd Keilgaard, der tilså de kongelige stalde og Cirkus Miehes stalde i nærheden, der hver aften forlangte et stykke med leverpostej, fedt, sky, saltkød og rå løgringe.

- En kombination, der siden da er blevet kaldt "Dyrlægens natmad".

Men der er også en anden beretning, der ifølge Stig Lou Mortensen går på, at det skulle være en dyrlæge i Kolding som altid, når han havde været kaldt ud om aftenen, gik ind på den samme restaurant og fik dette stykke smørrebrød.

Folk er stadig vilde med dyrlægen

Men den er god nok. Lev Nu har spurgt Ida Davidsen, som fortæller, at den dag i dag er kunderne vilde med Dyrlægens Natmad.

- Folk skriger, hvis vi ikke tilbyder den hverdag, forklarer hun og supplerer:

- Og den er god nok, Dyrlægens Natmad stammer herfra. Og det var også således, at dyrlæge Kreilgaard nogle gange kom om morgenen, hvis han havde haft en travl nat på arbejdet. Men om morgen skulle han så have Dyrlægens Morgenmad, og den består af samme ingredienser, dog er det salte kød her skiftet ud med et stykke spegepølse.

"Dyrlægens natmad"

  • ½ skive rugbrød med smør 1 skive leverpostej 1 stk krydderfedt 1 skive sky 4 papirtynde skiver saltkød 3 løgringe 1 kvist frisk dild Krydderfedt: 250 g svinefedt 1 Granny Smith æble 1 løg 1 spsk timian Sådan gør du: Svinefedtet smeltes i en gryde, æblet (med skræl) skæres i små tern, og løget hakkes. Timian drysses i. Det hele skal simre i 30 min. Kom krydderfedtet i en skål og lad det køle af, inden det kommes på køl.Læg en skive leverpostej på det smurte brød. Oven på leverpostejen lægges krydderfedt, herpå skyen og til sidst de 4 skiver saltkød, så de dækker det, der er under. Der pyntes med løgringe og dild.Kilde: Ida Davidsens