Jan Friis om årets Bagedyst-deltagere: De er langsomme startere

Niveauet blandt årets Bagedyst-deltagere har været diskuteret ivrigt på de sociale medier, og dommerne har ligefrem undladt at smage på en kage. Men er deltagerne dårligere end tidligere år?

Både Jan Friis-Mikkelsen og Mette Blomsterberg har været efter deltagernes kager i løbet af de første programmer af 'Den store bagedyst'. Og hvis man spørger Jan Friis-Mikkelsen, så har de to dommere da også vendt niveauet i år.

- Mette og jeg har snakket om, at der er lang vej - men sådan er det hvert år, når vi starter på en ny sæson, siger den mandlige dommer med et lille smil.

Han indrømmer dog, at ikke alt er helt, som det plejer at være.

- Vi har nogle lidt langsomme startere i år. Det tog lidt længere tid for dem at falde på plads i teltet, for det er altså ikke ligesom at stå at bage derhjemme. Det kan godt være, du kan bage den derhjemme på to og en halv time, men det kan du ikke i teltet, forklarer Jan Friis-Mikkelsen.

Har haft fatale bagninger

Det kan 39-årige Iben Devantie nikke genkendende til. Hun er en af dem, som dommerne har været hård ved. Og hun har kaldt sig selv "dronningen af smatkager".

- Jeg har virkelig haft nogle fatale bagninger, som jeg aldrig har prøvet derhjemme. Så jeg kan da godt forstå, hvis der er folk, der tænker: "Kan hun overhovedet bage?".

Iben mener, at de mest kritiske røster glemmer, at de 10 deltagere rent faktisk er amatørbagere, der skal lære af at være med i programmet. (Foto: Carsten Mol)

- Man kan slet ikke sætte sig ind i det stressniveau, der er i bageteltet, og der sker bare ting i det telt, som man ikke regner med. Når jeg bager derhjemme, ved jeg ligesom, hvordan jeg skal begynde. Når Timm (Vladimir, red.) siger "klar, parat, bag", så sker der bare en kortslutning oppe i hovedet. Jeg aner ikke, om jeg skal finde æg, eller hvad fanden jeg skal gøre, skraldgriner Iben.

Nye omgivelser kræver tilvænning

Hun siger selv, at hun plejer at være "pænt meget bedre", end det hun har præsteret hidtil i Bagedysten. Og sådan har 42-årige Jette Silberbauer det også.

- Jeg plejer helt klart at være bedre. Og hvis du spørger mig, er der to ting, der spiller ind. Den ene er naturligvis det tidspres, vi bager under. Det har man jo ikke normalt, og derfor leverer man ikke nødvendigvis det samme som derhjemme.

Jette mener, at problemet er, at det er de sidste programmer fra 2015, der sidder fast i seernes bevidsthed. Og det niveau er årets deltagere ikke på - endnu. (Foto: Carsten Mol)

- Noget andet er, at der altså er en vis tilvænningsperiode. Det gør selvfølgelig noget ved ens bageevner, at man står i et andet køkken, end det man er vant til. Og så kan man bare heller ikke lade være med at følge med i, hvad de andre bager, så det tager også fokus, siger Jette.

Sammenligner med sidste års finale

Hun har også en sidste årsag til, at de ti bagedysteres evner i år har været ekstra meget under lup.

- Jeg tror, noget af kritikken kan hænge sammen med, at seerne bedst kan erindre de seneste programmer, de har set. Jo længere man kommer hen i programmet, jo højere bliver niveauet selvsagt. Så hvis man sammenligner de første programmer i denne sæson med de sidste programmer fra sidste år, så er det klart, at der er meget stor forskel på niveauet, siger hun.

Det er noget, Jan Friis-Mikkelsen giver hende ret i.

- Jeg husker selv ting fra 2015, og det er det seneste fra den sæson, der er stærkest i min erindring. Og det er klart, at man ikke kan måle finalister eller semifinalister med ti amatørbagere, der lige er startet i 'Den store bagedyst', siger Jan Friis og lover, at seerne bare skal glæde sig til resten af sæsonen.

Næste afsnit af 'Den store bagedyst' bliver sendt i aften klokken 20 på DR1.

Facebook
Twitter