Kast dig ud i det vilde køkken

Hvor ofte steger du en hare, fasan eller buk? Ikke ofte, vel? Det er en skam, mener ernæringsekspert.

(© Colourbox)

De fleste af os har vel en 10-15 middagsretter, som vi laver igen og igen, aften efter aften. Og det er ikke overraskende frikadeller, pastasauce og wok med kylling, som står på menuen mange aftener.

Men tænk på hvor meget andet kød, naturen omkring os vrimler med: Fasaner, ænder, harer og rådyr. Der er så meget vildt, og efterhånden også rigtig mange jægere til at nedlægge det.

Af en eller anden grund, så er vildt et sjældent syn i supermarkedernes kølediske, og derfor også naturligt nok på middagsbordene. Det er synd, mener ernæringsekspert Christian Bitz.

- Der er rigtig mange gode argumenter for, at det er sundt at spise vildt. Dyr, som lever vildt og spiser græs og andet fra naturen frem for fx ensilage, har en sundere fedtsyre-fordeling i kødet, forklarer han.

- Samtidig bevæger vildtet sig også mere, hvilket også betyder noget for strukturen i kødet. Det ser man også ofte med økologisk kød. Og det giver måske nok en lidt sejere bøf, simpelthen fordi dyrene har en lidt større muskelmasse.

Rigt på smag

Kød af vildt har en meget anderledes smag end de kødtyper, vi normalt spiser. Men man kan sagtens vænne sig til smagen af vildt, understreger Christian Bitz.

- Det kød, vi normalt spiser, kan man godt tillade sig at kalde relativt smagsfattigt eller neutralt. Hvor vildt har en meget karakteristisk kødsmag, som mange har det lidt svært med. Men hvis ellers man vænner sig til det, mener jeg faktisk, at det kan bidrage til en bedre spise-oplevelse.

De fleste kan måske også føle en vis barriere over for at kaste sig ud i gastronomi med vildt - simpelthen fordi vi ikke er vant til at tilberede det. Vildt-retterne er ganske enkelt ikke en del af vores middagsrepertoire.

Der kan være hjælp at hente i en ny kogebog om vildt, Vildt på gaflen, der udkom i tirsdags. Den kommer med bud på, hvordan man tilbereder vildt til gode middage, men også til helt almindelige hverdagsmåltider. Forfatteren, kokken Rasmus Grønbech har lagt vægt på opskrifter, der er lige ud af landevejen og ikke kræver de helt store gastronomiske kundskaber.

Prøv det

Men for at få det ind i middagsvanerne, skal det jo prøves af. Mange gange. Og der er ikke noget at være bange for, beroliger Christian Bitz.

- Generelt er vi alt for bange for at lave fejl i køkkenet og bange for at vælge nye råvarer. Men måske handler det også bare om at se, hvad man kan få nede i supermarkedet og så mere opfatte det som et stykke fjerkræ eller et stykke kød. Det ved de fleste mennesker jo godt, hvordan man steger eller tilbereder.

Facebook
Twitter