Klar til madkamp: Kålchips, kålpesto og kål med chokolade

Folkeskolens lærere ruster sig til næste års konkurrence i hjemkundskab med kreative opskrifter.

Kål på skærebræt
(Foto: Joerg Beuge © Colourbox)

"Kål er virkelig spændende og en fantastisk grøntsag."

Ordene kommer fra kok og workshopleder Simon Philipsen. Han er ved at ruste skolelærere over hele landet til deres Madkamp - DM i Madkundskab, som er arrangeret af organisationen Madkulturen og finder sted fra 24. februar næste år. Finalen er 17. marts.

Temaet i år er kål. Og det er det, fordi kål findes i mange forskellige varianter og danskdyrket kål er derfor tilgængeligt hele året.

Om vinteren er det grønkål, sortkål og rosenkål, der er i sæson. De er alle meget lidt vandholdige og tåler derfor frost.

Generelt bliver der lavet for lidt lilla mad

I tre uger op til efterårsferien havde Simon Philipsen kombattanterne på workshop.

Opgaven var at skabe en treretters middag med kål i hovedrollen. Der var frit slag.

Resultaterne var blandt andet pizza med kålbund og romanescokål på toppen, sortkålschips, grønkålspesto, indbagt grønkål a la fish 'n' chips, og pandekager med rødkålssaft i dejen.

​- Generelt bliver der lavet for lidt lilla mad, smågriner Simon Philipsen.

Han beklager, at der hverken findes billeder af eller opskrifter på de mange eksperimenter, men fokus var mere på legen end på resultatet, selv om mange nok blev overrasket over, hvor velsmagende mad, man kan lave med lidt fantasi.

Man kan gøre alt med kål

Simon Philipsen medgiver, at kål for mange har et lidt dårligt ry, men det skyldes nok, at de fleste af os kun er blevet præsenteret for grøntsagen i kogt tilstand.

- Man kan gøre alt med den. Den kan også steges, bages, grilles, marineres, sauteres og dampes, foreslår kokken.

Og faktisk kan de voksne faglærere tage ved lære af deres elever.

Simon Philipsen opfordrede en 6. klasse på madlejrskole til at lave lige præcis de snacks, de havde lyst til. Valget faldt på chokoladedyppede jordbær, som desværre på grund af årstiden ikke var tilgængelige. De besluttede sig derfor for i stedet at dyppe blomkålsbuketter.

- Man tænker ikke over det, men blomkål og chokolade smager helt fantastisk sammen. Selv jeg var positivt overrasket, indrømmer Simon Philipsen.

Han gør dog opmærksom på, at det kan være besværligt at temperere chokoladen. Problemet er dog ikke større, end at den lille godbid efter endt dypning sættes til at hærde 10 minutter i køleskabet.

Man kan også kaste sig ud i en brownie med kål. Opskriften findes på dmimadkundskab.dk

Du kan også finde opskripter fra DR-programmet Kålkællingerne.

Facebook
Twitter