Lakridstrend kan påvirke dit blodtryk

Der bør ikke ryge for meget lakrids i indkøbskurven – især ikke hvis man lider af for højt blodtryk.

De seneste års mest dominerende trend indenfor danske fødevarer er uden sammenligning lakrids. (© COLOURBOX)

Lakridsis, lakridshonning, ketchup og marmelade med lakrids. Fødevarer med smag af lakridsrod har for alvor spredt sig fra slikafdelingen til resten af hylderne i de danske supermarkeder.

Men de mange danskere, der lider af for højt blodtryk, skal holde igen med lakrids-produkterne. De indeholder nemlig aromastoffet glycyrrizinsyre, der findes i lakridsrødder – og det stof kan påvirke vores blodtryk.

- Et stort indtag af lakrids kan få blodtrykket til at stige. Samtidig kan glycyrrizinsyre påvirke kaliumniveauet i kroppen og give muskeltræthed, siger journalist og læge Peter Qvortrup Geisling.

Lakrids-slik er værst

Det er især lakrids i slik-form, man skal holde sig fra, hvis man har problemer med blodtrykket – for her er koncentrationen af glycyrrizinsyre størst.

Derfor er der i dag regler om, at hvis en pose med lakrids indeholder 4 g glycyrrhizinsyre pr kilo eller derover, så skal der stå på pakken, at "personer, der lider af forhøjet blodtryk, bør undgå for stort indtag".

Ifølge Fødevarestyrelsen kan helt ned til 50 gram lakrids-slik med et højt indhold af lakridsekstrakt give forhøjet blodtryk og væskeansamlinger.

Folk forbinder ikke højt blodtryk med lakrids

Generelt udgør danskernes lakrids-indtag ikke noget stort sundhedsmæssigt problem. Men der er set eksempler på folk, der bliver indlagt efter at spist for meget lakrids.

I 2002 blev en 21-årig kvinde indlagt på Frederiksberg Hospital med for højt blodtryk efter at have spist lakrids dagligt i en periode. Og i 2012 blev en 50-årig kvinde indlagt på Bispebjerg Hospital med samme symptomer, efter at have spist over 100g lakrids hver dag i flere måneder.

- Folk kobler sjældent deres forhøjede blodtryk med deres lakrids-vaner. Derfor opdager man sjældent den løsning, der hedder ”skær ned på lakridserne”, siger Peter Qvortrup Geisling

Vær opmærksom på disse symptomer

Peter Qvortrup Geisling understreger, at det ikke er alle, der vil få problemer med blodtrykket af at spise 50 gram om dagen. De fleste vil først blive påvirket ved at spise 150-200 gram om dagen i månedsvis. Alligevel er det vigtigt at holde øje med symptomerne – især hvis man glad for lakrids i alle afskygninger.

­Det lave kalium kan give muskeltræthed, og man kan ligesom mærke hjertet. Det er den ene ting. Den anden ting er det høje blodtryk. Her er symptomerne sværere at spotte, men det kan være svimmelhed, synsforstyrrelser og hovedpine, siger Peter Qvortrup Geisling.

Se med i Madmagasinet i aften på DR1 kl. 21.55, hvor vært Mette Frisk tester, hvor meget lakrids der skal til, før hendes blodtryk bliver påvirket af lakridsrodens glycyrrizinsyre

FacebookTwitter