Nu deler Bagedyst-mesteren ud af sine tips

Annemette Voss er kendt for sine fantastiske kage-kreationer i Den store Bagedyst.

(Foto: Meincke Sif © Politikens Forlag)

De fleste mennesker kan, hvis de koncentrerer sig, følge en bageopskrift og bage en nogenlunde velsmagende kage. Men den sidste finish, prikken over i’et, dekoreringen af kagen, den kræver øvelse, tålmodighed og præcision.

Dét er nok den del, Annemette Voss, er bedst kendt for. Hun har vundet både Den store Bagedyst og Den store Julebagedyst her på DR. Og nu har hun udgivet bagebogen Bagelyst.

- Jeg tror på, at de fleste kan lære at lave en flot kage. Med de rigtige redskaber, teknikker, tålmodighed og masser af øvelse.

Tænk dig om, inden du bager

Men man skal tænke sin kage til ende, før man overhovedet går i gang, råder Annemette Voss.

- Jeg har altid en klar ide om, hvordan kagen skal ende med at se ud, inden jeg bager den.

Hvis hun gerne vil bage en lyserød kage, så vælger hun bær, blomster og ingredienser i den rigtige nuance fra begyndelsen.

- Og når så kagen er færdigbagt, så træder jeg lige et skridt tilbage og tænker over, hvordan den skal se ud, inden jeg begynder at dekorere den.

Medfødt æstetisk sans

Annemette Voss mener selv, at hun har en naturlig medfødt kunstnerisk og æstetisk sans. Og så er hun oprindelig arkitektur-uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Begge dele hjælper hende et langt stykke ad vejen i forhold til at skabe de smukke kagekreationer.

- Gennem min interesse for kunst og arkitektur har jeg lært en masse om symmetri og asymmetri, og om hvad der er smukt og tiltaler øjet. Og det bruger jeg, når jeg dekorerer kager.

- Mette Blomsterberg nævnte for mig i forbindelse med finalen i Den store Bagedyst, at jeg kan noget med symmetri og med at skabe et roligt udtryk, og det arbejder jeg meget med.

Følg Annemettes gode råd:

  1. 1

    Arbejd med ulige numre: 3,5,7 osv. Del fx en lagkage op i fem dele, når du dekorerer den, eller pynt med et ulige antal bær eller blomster.

  2. 2

    Arbejd med felter og brug fx det gyldne snit. Lidt ligesom fotografer og malere gør med deres billeder. Sørg for at dekorationer er i det gyldne snit.

  3. 3

    Tænk i farver. Skal kagen fx være meget kontrastfuld eller meget rolig? Brug kun en, eller max to, farver. ”Hvis jeg bruger røde farver, kan jeg finde på at bruge en lille smule grønt også”, forklarer Annemette.

  4. 4

    Miks ikke farver og smagsnuancer, råder Annemette: ”Fx kunne jeg ikke finde på at farve en lime-mousse lilla, fordi jeg synes, at farven skal signalere, hvad det er for en smagsnuance, man kan forvente, når man tager en bid”.

Facebook
Twitter