Ny kagetrend: Bag på under 10 minutter

Se, hvordan du bager lækker kage i en kop i mikroovnen. Lynhurtigt, og uden spild.

Små kopper i glas eller pap og endda syltetøjsglas og isvafler kan bruges til at bage lynkager i mikroovnen. (Foto: Tara Fisher © Strandberg Publishing)

Det er ikke cupcakes, men 'kager i kopper'. På under 10 minutter og med et minimum af opvask kan travle slikmunde få friskbagt kage - i en kop fra mikroovnen.

Kvinden bag kagerne er Mima Sinclair, der er forfatter og arbejder som madstylist i England.

Hun leverer også opskrifter til madmagasiner og debuterer som kogebogsforfatter med den nye bog 'Kager i kopper'.

- Jeg opdagede, at 'kop'-kagerne var populære på blogs, men opskrifterne på internettet gav ofte kager, der var gummi-agtige og ikke så smukke at se på, siger forfatteren, der gik i gang med at gøre bagetrenden appetitlig for øjne og mund.

Kager for alle

Efter lang tids eksperimenteren i køkkenet kom hun frem til en god grundopskrift, der kan varieres på mange måder. Med ingredienser, som man ofte har i køkkenskabet og køleskabet.

Ideen er, at alle kan være med. Selv, hvis man ikke er så rutineret i køkkenet.

- 'Kop'-kagerne viser alle, at de kan bage. Jeg havde børn og studerende i baghovedet, da jeg skrev bogen, og så folk, der ikke har så meget gåpåmod i et køkken, siger Mima Sinclair, der håber, at holdningen ændrer sig, når man kommer i gang. - Yngre børn laver dem til deres mødre, og jeg har fået mange 'tweets' med billeder af kagerne.

Klassikere i små portioner

Blandt de 40 opskrifter findes klassikere som banankagen og brownies i små, overskuelige portioner.

Mere eventyrlystne hjemmebagere kan prøve kræfter med blandt andet 'Mojito'-kagen og 'Guiness'-kagen.

​Man kan også eksperimentere med 'bageformen', for både isvafler, papbægre og syltetøjsglas kan bruges. Så længe man ikke bruger kopper af metal eller med for eksempel guldrand, advarer forfatteren.

Se opskriften på en klassisk brownie herunder.

Lynbag en brownie

Bag en brownie i et lille papkrus eller isbæger, så du kan putte den i madkassen eller lave en hel bunke til en udflugt.

  • Ingredienser

  • 2 spsk. blødt smør

  • 2 spsk. sukker

  • 1 spsk. lys muscovadosukker eller farin

  • 1 spsk. kakaopulver

  • 1 mellemstor æggeblomme

  • 1⁄2 tsk. vaniljeekstrakt

  • 4 spsk. mel

  • 1⁄4 tsk. bagepulver

  • 1 knsp. salt

  • 2 spsk. chokoladeknapper

  • Fremgangsmåde

  • Kom smør i en kop på 3 ½ dl, og giv det 10-20 sekunder i mikroovnen, til det er smeltet.

  • Tilsæt sukker, muscovadosukker og kakaopulver, og rør rundt med en gaffel, til massen er jævn.

  • Tilføj derpå æggeblomme og vanilje, rør kort med gaflen,
og tilsæt så mel, bagepulver og salt. Rør dejen jævn. Vend halvdelen af chokoladeknapperne i, og hæld dejen i et papkrus på 2 1/2 dl.

  • Bag kagen i mikroovn i 50 sekunder ved 600 W, 30 sekunder ved 800 W eller 25 sekunder ved 1000 W. Drys de resterende chokoladeknapper over, og giv kagen yderligere 30 sekunder. Lad den køle af – gerne i 15 minutter (hvis du kan holde ud at vente så længe), så den når at blive lækkert sej i konsistensen, inden den serveres.

  • Tip: Brownien kan også underbages en smule, så den stadig er helt blød i midten…

  • Kilde: 'Kager i kopper. 40 lynhurtige kager fra mikroovnen' af Mima Sinclair. Udgivet af Strandberg Publishing.

Facebook
Twitter